// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eve Chase: Da Audrey Wilde forsvandt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Eve Chase: Da Audrey Wilde forsvandt

Skrevet af den 6. februar 2020 – 07:30Ingen kommentarer

Det gamle charmerende hus Applecote Manor gemmer på en hemmelighed. Men det ved Jessie ikke, da hun køber det sammen med sin mand, datter og steddatter. For hende er det stedet, der skal skabe ro om deres familie langt fra Londons støj og stress.

Hun fornemmer dog hurtigt, at noget er anderledes. En af de lokale lusker rundt ved huset, men vil ikke give sig til kende. En lokal håndværker er ikke meget for at komme og lave noget arbejde der. Og steddatteren Bella samler hurtigt historier og rygter op på sin nye skole.

Tiden spoles 50 år tilbage og fire søstre er på sommerferie hos deres onkel og tante på Applecote Manor. Sommeren bærer præg af deres kusines forsvinden sommeren forinden, men i den bagende hede trævles historien stille men sikkert op, og gamle familiehemmeligheder afsløres.

Kapitlerne skifter tid og sted, og vi er således med på Applecote Manor i både 1959 og mere end 50 år efter. Vi får derfor en klassisk, men effektiv opbygning, der gør, at siderne læser sig selv. Og der er tidspunkter, hvor det er så spændende, at man er nødt til at springe kapitler over for at læse videre i samme tidsperiode.

Historien er læst før. Et gammelt hus med hemmeligheder, som forstyrrer nutiden, familiehemmeligheder og en drivende varm sommer, der vækker både lyster og laster, men den er ikke desto mindre velskrevet og underholdende og ret svært at slippe, når man først er i gang.

En stor anbefaling herfra, hvis du elsker et godt historisk familiedrama.

Læs også vores anmeldelse af Tilbage til Black Rabbit Hall af samme forfatter.

Eve Chase, Da Audrey Wilde forsvandt, Lindhardt&Ringhof, februar 2020, oversat af Vibeke Houstrup, 350 sider.  

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.