Line Malling Schmidt: Lillepigen fra Lolland
“Lillepigen fra Lolland” er en skøn graphic novel, der handler om at vokse op på landet i gamle dage. Tegneren Line Malling Schmidt har taget udgangspunkt i sin farmors dagbøger og fortællinger om livet og opvæksten på Lolland i 1900-tallet.
Med stor kærlighed tager Line Malling Schmidt os med på en spændende rejse tilbage til bedstemoderens tid i 1920’erne, og der foldes en meget fin lokalhistorisk fortælling ud i en bagudrettet omfavnelse af en tid og en barndom, der aldrig kommer igen. Eller gør den?
Rammen om fortællingen er, at den lille pige, Line, finder sin farmors fotoalbum, der indeholder billeder fra et langt liv. Fint og stille sætter Malling Schmidt billeder på billederne og erindringerne fra en barndom fra en svunden tid.
Lillepigen er forfatterens egen farmor, der egentlig hed Kate Malling, men altid blev kaldt for Lillepigen. Hun blev født i 1926 i landsbyen Dannemarre. Line sætter sig til rette på skødet hos farmor, og sammen åbner de fotoalbummet og ud folder der sig historier fra Lillepigens barndom. Hendes roeferie, Oxfordbevægelsen, hendes mors esperanto, familiens feriedreng fra København, første skoledag og den første fine nye kjole.
Alle episoder er tegnet og fortalt, så man tydeligt ser dem for sig. Turen til det larmende og store København, hvor de mange biler dytter og det smukke Rundetårn danner byport sammen med det karakterisktiske børstårn. Det hårde arbejde med at tage roerne op, sveden på panden, lettelsen, når arbejdsdagen kommer til sin ende.
Sidst i bogen er der tegnet et fint kort over Lolland og Falster, så man kan se, hvor Nakskov og Dannemarre ligger. Men helt genialt er de billed- og tekstforklaringer, der følger, såsom klipfisk, skræddermester, manufakturforretning, mørklægningsgardiner, feriebarn og hittebarn.
Hvis man har eller har haft tilknytning til Lolland vil man elske “Lillepigen fra Lolland”. Bogen er fremragende billedgjort lokalhistorie, som vil vække minder.
Som stjernekokken Claus Meyer, der er fra Lolland siger: “Hvor er Lillepigen fra Lolland bare en fin bog! Igen og igen bliver jeg mindet om min barndom og min mors, min fars og min mormors fortællinger.”
Hvis man ikke er fra Lolland, kan man stadig læse bogen, der meget smukt evner at fortælle en meget personlig del af Danmarkshistorien. Bogen har fået støtte fra Statens Kunstfond, og den fortjener på alle måder at blive læst, og blive læst op. Billederne indbyder til at man taler om dem, og så kan de måske inspirere os til at finde vores eget fotoalbum frem, og fortælle en ny historie.
Line Malling Schmidt: Lillepigen fra Lolland, Vild Maskine, september 2019, 112 sider.