// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Malene Linell Ipsen, Theis Vallø Madsen og Jens Gregersen: Klar blaa Luft, Let Bris fra N – Johannes Larsens dagbøger fra fugleekspeditionen i Grønland 1925
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Kunst

Malene Linell Ipsen, Theis Vallø Madsen og Jens Gregersen: Klar blaa Luft, Let Bris fra N – Johannes Larsens dagbøger fra fugleekspeditionen i Grønland 1925

Skrevet af den 12. januar 2020 – 06:06Ingen kommentarer

Hvis man holder af rejsebeskrivelser, og tilmed kunst- og kulturhistorie, er dette fantastiske værk virkelig værd at få fat i. Bogen er en del af det prisværdige digitaliseringsprojekt “Kilder til dansk kunsthistorie”, initieret af Ny Carlsberg Fonden. Her sikres mange af de breve, dagbøger og andre optegnelser fra afdøde danske kunstnere.

Johannes Larsen (1867-1961) hører til blandt hovedskikkelserne i malergruppen Fynboerne, og er kendt som en af Danmarks vigtigste fugle- og naturmalere. Fra 1910’erne leverede han illustrationer til det ambitiøse storværk “Danmarks fugle”. I den forbindelse blev han anmodet om at deltage i ornitologen Eiler Schiølers ekspedition til Vestgrønland i 1925.

Nærværende værk gengiver Johannes Larsens dagbogsoptegnelser og fantastiske tegninger fra ekspeditionen. Dagbøgerne er ret stikordsagtige, og giver blot en række faktuelle oplysninger om fx vejret og dyrelivet. Derfor er det virkelig godt, at udgiverne sideløbende med Larsens notater og tegninger, gengiver en af ekspeditionens øvrige deltagerer, den danske tegner Henning Scheels dagbøger, der er langt mere detaljerede.

Styrken ved bogen er Johannes Larsens vidunderlige tegninger, der meget fint dokumenterer rejsen, og samtidig giver et fremragende indblik i og forståelse i den danske kunstners virtuose streg. Mesterligt gengives fantastiske deltaljer såsom næb, fjerdragt, klør – og naturligvis de mange fuglen set fra alle mulige forskellige vinkler. Det er guf for ornitologer og fugleelskere.

Derudover indeholder bogen også smukke tegninger af den vilde grønlandske natur, folk og folkelivet på Grønland samt en række fotografier, der giver bogen stor kulturhistorisk værdi.

Bogen har også stor kunsthistorisk værdi, for den også gengiver en række billeder, som Johannes Larsen lavede efter sin hjemkost fra ekspeditionen. Her ses inspirationen fra Grønland meget tydeligt. Dermed får vi nuanceret Johannes Larsen som kunstner, og det er ganske enkelt fremragende.

Bogen indledes i øvrigt med et godt afsnit om Johannes Larsens kunst, og omtale af ekspeditionens øvrige deltagere.

Alle kan nyde de smukke tegninger af fuglene og landskaberne – også selvom de ikke er ornitologer. Det er dansk kunst- og kulturhistorie i verdensklasse.

Malene Linell Ipsen, Theis Vallø Madsen og Jens Gregersen: Klar blaa Luft, Let Bris fra N – Johannes Larsens dagbøger fra fugleekspeditionen i Grønland 1925, Strandberg Publishing, august 2019, 352 sider, rigt illustreret.