// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Teschl: Den dag Brita forsvandt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » True Crime

Michael Teschl: Den dag Brita forsvandt

Skrevet af den 4. november 2019 – 07:42Ingen kommentarer

Den 13. april 1992 blev der skrevet dansk retshistorie, da en drabsdømt for første gang blev frikendt efter at have fået sin sag genoptaget ved Den Særlige Klageret. Manden hed Ove Thomas Hansen – bedre kendt som Pedal Ove. Han var i 1982 blevet idømt 12 års fængsel for drabet på sin kone, Brita Hansen.

I 2017 modtog Michael Teschl et anonymt brev vedrørende den gamle sag. Han fandt brevet så interessant, at han besluttede at undersøge sagen nærmere.

Brita forsvandt sporløst i Frederikshavn den 12. december 1982. Først 7 måneder senere blev hendes lig fundet i havnen. Hun og Ove var blevet separeret, og hun var flyttet for sig selv, men skulle denne lørdag hente deres fælles søn hos Oves mor. Hun nåede dog aldrig frem. Politiet rettede med det samme søgelyset mod Ove, som nægtede ethvert kendskab til Britas forsvinden. Han pegede i stedet på Britas nye kæreste, Poul, som mulig gerningsmand.

Ove havde været ude på spillejob to forskellige steder den dag. Hans store problem var dog, at der var 81 minutter omkring det tidspunkt, hvor Brita forsvandt, hvor han ikke havde noget alibi. Ingen vidner havde set ham de steder, han påstod at have været.

Ove blev varetægtsfængslet i noget tid, men til sidst løsladt. Da man fandt Britas lig, blev han igen anholdt og tiltalt for drabet. Selvom anklageren ikke havde nogen tekniske beviser mod Ove og hele sagen udelukkende var bygget på indicier, blev Ove idømt 12 års fængsel. Ove bedyrede gennem hele sagen sin uskyld og mente, at han var blevet offer for justitsmord. Han blev løsladt i 1989.

Efterfølgende blev to DR-journalister interesserede i hans sag og lavede to dokumentarprogrammer, hvor de endevendte sagen og især politiets – i deres øjne – meget mangelfulde efterforskning. I dokumentarprogrammerne hørte man desuden fra tre nye vidner, som havde set Ove i de famøse 81 minutter. Pludselig havde Ove alligevel et alibi, og det var en af de væsentligste grunde til, at hans sag blev genoptaget, og at han i sidste ende blev frikendt.

Michael Teschl tog kontakt til Ove i 2017, og han var mere end villig til at stille op til samtaler om sagen og give Teschl adgang til alt sit materiale. Teschl brugte de næste to år på at gennemgå materiale fra Ove samt fra politi, domstole m.fl. I bogen præsenterer han resultatet af sine undersøgelser.

Det er et meget imponerende stykke researcharbejde, der ligger til grund for Den dag Brita forsvandt. Sagen er meget kompleks med mange steder, tidspunkter, personer og begivenheder, men Teschl har formået at strukturere informationerne, så jeg hele tiden følte, at jeg havde et godt overblik. Efterhånden som han opruller sagens fakta, ændredes mine gæt på, hvad der mon i virkeligheden var sket, og hvem der dræbte Brita.

Bogen er velskrevet, og jeg fløj igennem den på en enkelt dag. Teschl kommer hele vejen rundt om sagen og får belyst den fra alle vinkler, hvilket er alfa og omega for en god true crime-bog.

Teschl stiller sig i bogen også særdeles kritisk over for DR-journalisternes dokumentarer, og jeg undrede mig med ham over, hvordan de kunne overse åbenlyst modstridende kendsgerninger, som det ikke tog Teschl længe at opdage. Hvad var deres egentlige hensigt med dokumentarerne, og hvorfor var det dem tilsyneladende meget magtpåliggende at få udråbt Oves dom som justitsmord?

Da alt er lagt frem til syvende og sidst afholder Teschl sig dog fra at komme med sit bud på, hvad der i virkeligheden skete dengang, og hvem der dræbte Brita, men jeg synes alligevel, jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, hvad hans holdning er. Og Ove – han fastholder stadig sin uskyld.

Michael Teschl, Den dag Brita forsvandt, Politikens Forlag, 336 sider, november 2019