// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maria Juhl: Ayurveda – følg naturens rytme
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Livsstil, Selvhjælp

Maria Juhl: Ayurveda – følg naturens rytme

Skrevet af den 9. januar 2020 – 06:09Ingen kommentarer

Et årsskifte er altid en kærkommen lejlighed til at stoppe op og reflektere over sit liv. Er jeg der, hvor jeg gerne vil være? Lever jeg mit liv på den mest optimale måde? Jeg kunne ikke have startet 2020 med en bedre bog end Maria Juhls bog om ayurveda – verdens ældste helbredende system, der bygger på naturens rytme og de tre doshaer vata, pitta og kapha.

I bogen gives en introduktion til de tre doshaer med en test, så du kan finde ud af, hvilken dosha du er mest præget af. Vi har nemlig alle lidt af alle tre i os. Når du har taget testen, kan du gå videre til de 21 ritualer, som du over tid kan indarbejde i dine daglige rutiner med henblik på at leve et sundere og mere glædesfyldt og rigere liv. Ved at følge de ayurvediske principper kan du nemlig komme i bedre harmoni med naturen og opnå bedre indre balance.

Bogen er overskueligt opbygget, og det er nemt at gå til de forskellige ritualer. Hvert ritual er desuden delt op i anbefalinger, der passer til hver af de tre doshaer, så du nemt kan vælge det, der passer bedst til dig. Ritualerne guider dig gennem døgnets energi, så du kan forblive i balance dagen igennem. Der er forslag til bl.a. meditation, mad, urter og aromaterapi – alt sammen selvfølgelig afstemt til din dosha-konstitution.

Bogen indeholder også lækre opskrifter og forskellige øvelser, der alle hjælper dig med at finde en bedre balance, så du kan forbedre dit helbred og få mere livsenergi. Der er desuden henvisninger til Maria Juhls hjemmeside, hvor man kan finde meget mere inspiration, meditationsøvelser mv.

Jeg fandt bogen utroligt inspirerende og er begyndt at gøre nogle af ritualerne til en del af min hverdag. Jeg føler mig næsten allerede i bedre balance blot ved at have læst bogen, da det fokus på selvkærlighed og ro, bogen giver, ramte mig fra side 1. Jeg kommer helt sikkert til at bruge bogen som opslagsværk og læse den mange gange. Bogen er, som Maria Juhl selv skriver i indledningen, givet i kærlighed, og det kan mærkes!

Maria Juhl, Ayurveda – følg naturens rytme, Gyldendal, 208 sider, august 2019