// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kasper Colling Nielsen: Dengang dinosaurerne var små
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

Kasper Colling Nielsen: Dengang dinosaurerne var små

Skrevet af den 8. oktober 2019 – 07:05Ingen kommentarer

En Sankt Hans fejring ender i blod. Et skib mindes fortidens storhed. En dinosaurer fortæller om dengang, dinosaurerne var små. Man kommer vidt omkring i Kasper Colling Nielsens nye novellesamling med ikke færre end 31 noveller.

Mange af novellerne er fabulerende, skrevet over temaet hvad-nu-hvis. Hvad nu, hvis Kina stjal sæd fra verdens bedste fodboldspillere for at fremavle et landshold, der kunne vinde VM? Hvad nu, hvis man finder en udstoppet grønlænder fra kolonitiden i kælderen under udenrigsministeriet? Hvad nu, hvis en monsterfisse kan tage magten fra sit menneske? Hvad nu, hvis du møder din overbo hver eneste gang, du træder ud af din dør?

Andre er mere faktuelt fortællende, om end det med faktuelt skal tages med et litterært gran salt, for vi er i fantasiens rige og ikke i den grå socialrealisme. Her er eksempelvis en novelle om varpen, som findes i fem varianter, og hvor havvarpen både drikker vin og ryger pot. Eller en om hunde (faktisk er der to).

Kasper Colling Nielsens styrke er det lille ryk af virkeligheden, som han også har brugt i sine romaner. Hans personer er ikke nødvendigvis sympatiske, tværtimod, og han skriver om teknologi og sex, forholdet mellem mennesker og dyr, og først og fremmest hvor skrøbelig vores civiliserede fernis egentlig er. Han er udnævnt til taleskriver for miljøminister Dan Jørgensen, og det skal nok blive et spændende bekendtskab.

Han er en af stjerneskuddene på den danske litterære himmel, trods han kun har tre romaner bag sig. Det er så til gengæld virkelig fremragende romaner, som jeg personligt har været fascineret af. Jeg er desværre knap så begejstret for denne novellesamling, og jeg synes egentlig ikke novelleformatet passer så godt til Colling Nielsens stil. Jeg savner dialog, personkarakteristik, og synes at flere af novellerne er en lang opremsning af mange begivenheder på ganske få sider – lidt som var de synopser til en roman, der blev droppet.

Bogblogger har tidligere anmeldt Det europæiske forår og Den danske borgerkrig 2018-2024.

Kasper Colling Nielsen: Dengang dinosaurerne var små. 242 sider, Gyldendal. Udkommer 8. oktober 2019