Feo bor dybt inde i de store skove i Rusland med sin mor, Marina, der er ulvevilder og ved at oplære Feo til også at blive vilder. En vilder er det modsatte af en tæmmer. I stedet for at gøre ulvene tamme gør Feo og Marina ulvene vilde igen, efter at de har været i fangenskab hos russiske aristokrater, der enten er blevet trætte af ulvene eller bange for dem.

Men en dag kommer General Rakov forbi. Han hader ulve og mener, at de skal slås ihjel. Derfor hader han også Marina og Feo, fordi de forsvarer ulvene. Han beskylder dem for at trodse zaren ved at hjælpe ulvene. Feo bliver gode venner med en af Rakovs underordnede, Ilja, som en aften kommer ilende til Feos hus for at advare om, at Rakovs soldater er på vej. Da de når frem, sårer Feo Rakov, inden hun når at stikke af med sine tre yndlingsulve, Sorte, Hvide og Grå, og en lille ulvehvalp, hun lige har fået. Marina bliver derimod fængslet, og huset brændt ned.

Feo aner ikke sine levende råd, men beslutter sig for at tage til Sankt Petersborg for at befri sin mor med hjælp fra ulvene og Ilja. Rakov er dog lige i hælene på hende og slår Grå ihjel. Feo er knust og sværger hævn.

På deres færd møder Feo og Ilja den unge rebel Aleksej, som gerne vil udnytte Feos historie om hendes kamp mod Rakov til at starte en revolution. Han får alle børnene i sin landsby med på ideen, og snart er de alle på vej mod Sankt Petersborg. Men man kan ikke bare vandre ind i det berygtede Krestij-fængsel, heller ikke selvom man har ulve med, så de må finde på en plan for at befri Marina. Måske kan Feo vilde andet end ulve – måske kan hun også “vilde” børn. Det endelige opgør med Rakov nærmer sig.

Ulvevilderen er en sød historie om en piges vej mod at blive voksen, om ulve, om revolution, om tab og savn og venskab. Hele bogen er skrevet fra barnets perspektiv, hvilket gør det til en anderledes læseoplevelse, for selvom Feo fremstår som en slags heltinde og samlingsfigur, så har hun samtidig barnets naivitet og vil bare gerne have sin mor.

Historien er ikke særlig realistisk, men det betyder ikke så meget, for man har fornemmelsen af, at man snarere er med i et eventyr. Rundell formår at få en til at føle, at man faktisk vandrer rundt i Rusland i sne til knæene på flugt fra en voldspsykopat, men med opbakning fra ulve, som er villige til at ofre livet for en. Jeg mærkede kulden, frygten, savnet og trygheden i den varme ulvepels. Ulvevilderen er et godt bud på en julegave til din preteen – den er også oplagt at læse sammen.

Kathrine Rundell, Ulvevilderen, Forlaget Loxodonta, 275 sider, oversat af Steffen Rayburn-Maarup, september 2019