// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lasse Bo Andersen: Charons sølv 1+2+3
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Lasse Bo Andersen: Charons sølv 1+2+3

Skrevet af den 22. november 2019 – 06:00Ingen kommentarer

Jeg er tosset med Charons sølv-serien. Ikke nok med at min 10-årige fuldkommen tavst hang ved mine ord , mens jeg læste bøgerne højt – nej, jeg var selv så optaget af historien, at jeg måtte smuglæse resten af serien, efter han var faldet i søvn. Det må være det ultimative for en børnebogsserie – når den både fanger små og store læsere.

Charons sølv-historien er sammenhængende, men opdelt i tre bøger på omkring 62 sider; Færgemandens skat, De dødes skygger og I helvedeshundens gab. Vi følger Carl, som lige har mistet sin morfar og er taget med sin mor ud på plejehjemmet for at sige ordentligt farvel til ham. Mens moren er ude på gangen, åbner den døde morfar øjnene og begynder at tale i tunger. Han tager fat i Carl og beder ham om at finde færgemandens skat – Charons krukke med sølvmønter. Inden Carl har set sig om, kommer der en hvid tåge ud af morfars mund og ind i Carls. Nu kan Carl høre sin morfars tanker, og han finder ud af, at hvis han ikke bringer færgemanden Charons stjålne sølv tilbage, vil Charon ikke sejle morfar over floden Styx til dødsriget Hades.

Carl tør ikke fortælle det til sin mor, så i stedet fortæller han det hele til sin bedste ven Malthe, og sammen beslutter de sig for at finde sølvet og hjælpe Carls morfar. Det bliver ikke en nem opgave, for Charon tror, at det er drengene, der har stjålet sølvet. De tager hen til morfars hus, men opdager, at der åbenbart har været indbrud, og at det ovenikøbet ser ud som om, der har boet nogen i morfars stue.

Carls onkel Henrik kommer hjem til begravelsen, og han har ikke helt rent mel i posen. Snart bliver drengene jagtet af ’de tre skaldede brødre’, som Henrik har lånt penge af. Men det er ikke det værste, for Charon sender ’de dødes skygger’ efter dem, og de må løbe for livet.

Der er aktion og spænding fra start til slut i Charons sølv-serien. Bøgerne egner sig til børn på 10-12 år, med et Lix-tal på 22. De har ingen illustrationer, men sproget er så farverigt og spændende, at det ikke er et problem. Jeg læste hele serien højt, og den fungerer super godt som en højtlæsningsbog, der ikke er for lang og med masser af gys, der holder det unge publikum vågent. Heldigvis kunne han også falde i søvn, da bogen var læst færdig.

Læs også vores anmeldelser af andre af Lasse Bo Andersens bøger her; Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen: Charons sølv 1+2+3, tekstogtegning, 62 sider pr. bog, oktober 2019