// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ove Pedersen og Stine Bolther: Kommissæren – mit liv som efterforsker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer, True Crime

Ove Pedersen og Stine Bolther: Kommissæren – mit liv som efterforsker

Skrevet af den 11. oktober 2019 – 07:00Ingen kommentarer

I disse år bliver true crime-fortællinger mere og mere populære, og det er ikke svært at se hvorfor. Krimigenren har længe draget læserne til sig, og hvad er så bedre end at gå fra fiktionens verden til virkelighedens verden?

En del tidligere efterforskere ved politiet har i de senere år udgivet deres erindringer, og nu har tidligere kriminalkommissær Ove Pedersen i samarbejde med den dygtige Stine Bolther også udgivet en bog om sin karriere i politiet og nogle af de mest spektakulære sager, han har arbejdet på.

Der er ingen tvivl om, at Ove Pedersen har oplevet lidt af hvert i sin tid i politiet. Han var blandt andet med ved tragedien på Roskilde Festival i år 2000, hvor ni unge mænd omkom, han var med til at efterforske mordet på Makrellen, dobbeltdrabet på Femøren og sagen om Kundby-pigen, der blev dømt for at planlægge terrorhandlinger mod flere skoler.

I bogen giver Ove Pedersen ikke blot et indblik i de forskellige efterforskninger, men også i sit privatliv og de konsekvenser, det har haft for familien, at han gjorde karriere i politiet. Det har kostet ikke blot mange afbrudte eller aflyste aftaler, men også bekymringer hos kone og børn for hans sikkerhed.

Han fortæller om udviklingen i politiarbejdet over de seneste 40 år, og han gør det uden at udpensle de grusomme detaljer ved de mange blodige sager, han har efterforsket. Bogen er skrevet med stor respekt for de involverede og pårørende i de mange sager. Det gør også, at nogle af fortællingerne til tider kan virke lidt overfladiske, fordi man ikke får så mange detaljer, som vi som læsere nok efterhånden er forvænte med.

Der er ingen tvivl om, at Ove Pedersen er efterforsker helt ind i knoglerne, og man fornemmer, at han stadig savner det lidt, selvom han gik på pension for snart tre år siden. Man mærker hans entusiasme og passion for opklaringsarbejdet, hvilket gør bogen til et vedkommende, aktuelt og interessant vidnesbyrd om jobbet som efterforsker i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Ove Pedersen og Stine Bolther, Kommissæren – mit liv som efterforsker, Lindhardt & Ringhof, 352 sider, september 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.