// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer

Skrevet af den 18. september 2019 – 07:23Ingen kommentarer

“Jeg er 74 år. Jeg har for højt blodtryk, ondt i knæene og helvedesild og hårtab og en blå fod. Desuden ligger jeg på grænsen til en dværg.”

Sådan beskriver hovedpersonen sig selv i Dorrit Willumsens nye vidunderlige roman, “Løg trækker tårer”. En gribende, sanselig og humoristisk roman, som beskriver en kvinde i forfald i en blanding mellem et surrealistisk eventyr og et uhyggeligt mareridt. Et dragende krydsfelt af en håndgribelig fortabthed og genkendelig fremmedgjorthed, der giver mig lyst til prompte at flytte ind i bogen, og give hovedpersonen et kæmpe kram.

En af Dorrit Willumsens helt store forcer er hendes evne til at lade hendes karakterer blive til i et realistisk univers, som alle kan genkende. Men ligeså realistisk det er, ligeså surrealistisk bliver det hen ad vejen.

“Løg trækker tårer” er både bogens titel og dens første sætning. Romanen starter in media res – midt i, at hovedpersonen, Wendy, snitter løg til de mørbradbøffer, der skal serveres for manden. Manden, som han blot kaldes, har glemt hendes fødselsdag. Ingen blomster, ingen gaver. Løgene trækker tårer – ligesom så meget andet i Wendys liv. Hendes e-boks er lukket, hendes krop er i forfald, og hendes fødselsdag glemt. Til gengæld har Wendy selv glemt, hvorfor hun deler bolig med manden.

Så hun beslutter sig for at gå sin vej. Hun ifører sig sin kæmpestore ulvepels, tager toget til København, hæver sin opsparing og smider sin neglelakslakerede mobiltelefon ud. Hun har ikke noget sted at tage hen, men finder en skunk i en tom lejlighed, hvor hun flytter ind. Her indretter hun sig på bedste og mest beskedne vis, og føler sig fri. Men alligevel er det en isoleret frihed, der skildres. Da lejlighedens ejer og kæreste flytter tilbage, må hun købe mad, der ikke lugter, og gøre sig endnu mindre en hun i forvejen er. Ligesom hun gjorde før, hos manden, hvor hendes personlighed blev mere og mere udvisket.

Bogen bliver mere og mere surrealistisk, og får mig til at tænke på den eminente japanske forfatter, Haruki Murakami, der mesterligt beskriver, de små sprækker, der opstår i virkeligheden, når et menneske søger efter sin identitet. Efterhånden som handlingen skrider frem, bliver Wendys ulvepels levende. Den giver hende blandt andet kradsemærker, fordi hun ikke lufter den nok. Wendys virklighedsopfattelse fjerner sig mere og mere fra det, som kendes i vores normative verden. Og det er både enormt sørgeligt og enormt stærkt.

Og egentlig hedder vores hovedperson slet ikke Wendy. Men hun kan heller ikke huske, hvad hun selv hedder. Så hun beslutter sig for at kalde sig Wendy, som er en genial reference til Samuel Becketts klassiker, det absurde skuespil “Glade dage”.

“Engang havde hun set et stykke om en kvinde, der sad næsten begravet i sand med sin taske, der lidt efter lidt forsvandt i sandbunken. Det var uendeligt sørgeligt. Men det var kvindens livsmod og humor, der fik hende til at græde. Kvinden hed Vivi, Winnie, Wendy? Det var Wendy, hun valgte at hedde.”

Hovedpersonen bliver raffineret til mellem sansninger, observationer og erindringer. Vi hører om hendes barndom og den irettesættende mor, der aldrig synes, hun var god nok. Om de flygtige kærester, der var mest optagede af deres egne behov. Alle personer beskrives i en lutrende lyrisk tone, som indeholder lige dele skarphed, ironi og sødme.

Dorrit Willumsen evner eminent at beskrive en kvinde i opløsning, og jeg er sikker på, at mange vil nikke genkendende til følelsen af forvirring, forfald og fremmedgjorthed. I hvert fald personer af min generation og ældre. Da Wendy flygter fra det hele, og flytter ind i skunken i den fremnede lejlighed, bliver hun først for alvor fri. Eller gør hun? Er skunken blot en ny form for fængsel?

Bogen er ladet med symbolik og litterære referencer, som er en fornøjelse at perspektivere historien med. Både Samuel Becket, Murakami, Tolstojs Anna Karenina og Proust skaber en fantastisk litterær genklang i denne hjertevarme, letlæste roman.

Jeg anbefaler denne fremragende samfundssatire på det varmeste. Man smiler, man græder, man længes. Men mest af alt får romanen os til at tænke over livet, døden og vores normalitetsbegreb. Det er intet mindre end mesterligt.

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer, Gyldendal, 12. september 2019, 174 sider.