// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jørgen Hegner Christiansen: Dansk betonarkitektur
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Arkitektur

Jørgen Hegner Christiansen: Dansk betonarkitektur

Skrevet af den 15. januar 2020 – 05:18Ingen kommentarer

Troede du, at betonbygninger kun er lig med firkantede, tunge, grå kasser, brutalistisk sovjetarkitektur og 70’er ghettoer? Så kan du godt tro om igen. Bogen “Dansk betonarkitektur” af arkitekten Jørgen Hegner Christiansen åbner vores øjne for et materiale, der har eksisteret i flere årtusinder i forskellige varianter og udformninger.

Det er næppe mange ikke-fagpersoner, der kender betonens lange historie. Sammen med stål og glas, anses beton for at høre til moderne byggematerialer – dette til trods for, at beton har været anvendt i over 3000 år, og var et fremtrædende byggemateriale i det meste af det romerske imperium. Betonen kan spores tilbage til det østlige Middelhav, men især romerne udviklede de konstruktive anvendelser, primært baseret på trykpåvirkede elementer som buer, hvælv og kupler:

“Et af arkitekturhistoriens hovedværker, Pantheon i Rom, har en kasetteret kuppel støbt i cement på over 40 meter i diameter. I zenit sad kejseren i en purpurrød klædning og modtog fremmede gesandter. Tilsvarende er de romerske badeanstalter utænkelige uden murerenes beton, der løfter de fine kuppelhvælv.”

Med denne viden i baghovedet perspektiveres bogens danske betonbygningsværker eminent, fordi vi pludselig genkender mange af detaljerne fra den romerske arkitektur. For eksempel i Gammel Hellerup Gymnasiums Multihal, der hvælver sig smukt og i Norman Forsters elefanthus i Københavns Zoo. Kigger man sig for, vil man opdage, at de karakteristiske træk går igen i mange af de moderne bygningsværker, som ligger lige for næsen af os. For eksempel i Jørgen Utzons Bagsværd Kirke og den imponerende kuppelhvælvning i Helsingør Renseanlæg, der er tegnet af Boje Lundgaard og Lene Tranberg.

En bogens helt store forcer er dens eminente billedside. Med stor begejstring for materialet formår fotografen Torben Eskerod at levendegøre betonens sjæl og tekstur, så vi får lyst til at røre ved det. Derudover dokumenterer han på smukkeste vis, de 21 omtalte bygningsværker og deres arkitektoniske detaljer og karakteristika. I det hele taget er bogen en meget smuk produktion af høj kvalitet.

Bogens afsluttes med et appendix om materialet beton. Her gennemgås betonens mange muligheder og udtryk. Desværre bliver der ikke gået nok i dybden med alle materialets mange muligheder.

Men, bogen fungerer godt på mange planer – både for arkitekter med faglig interessse, som lærebog, for bygherrer og for lægmænd med almen interesse ud i betonens mange muligheder. Derudover er bogen fantastisk smuk, og skøn at have liggende fremme på bordet.

Jørgen Hegner Christiansen: Dansk betonarkitektur, maj 2018, Forlaget Vandkunsten, 240 sider.