// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fotodokumentar, International Politik

Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder

Skrevet af den 6. september 2019 – 05:55Ingen kommentarer

“Ligesom i 1989 lever vi på ny i en afgørende brydningstid. Som begivenhederne i 1989/90 så tydeligt understreger, kan brydningstider bruges til at indfri håb, som man ikke troede var mulige.”

Er du født, så du kan huske 1989, hvor den helt store begivenhed var Berlinmurens fald? Så sæt dig til rette med en god kop te eller kaffe, og skru op for dit yndlings 80’er soundtrack. For Lykke Friis tager læseren med på en nostalgisk rejse gennem Europas forandringer. I bogen formår Lykke Friis både at vise politikernes og borgernes syn på det, der skete. Berlinmurens fald står som det topografiske centrum for de mange forskellige og markante historiske begivenheder.

Med sikker hånd I bogen guider Friis os gennem de skælsættende, historiske og politiske begivenheder i årene omkring 1989. Bogen er bygget op omkring 89 meget velvalgte fotografier, der ledsages af en letlæst og fremragende formidlet tekst.

Billederne er valgt ud fra den størst mulige genkendelse for os læsere. Det er stærke, ikoniske billeder, der viser de afgørende øjeblikke, og vi mærker historiens fantastiske vingesus. Øjeblikke som atter står knivskarpt, når vi genser billederne.

Det vigtigste, man tager med sig fra bogen er håb. Både det håb, som gennemsyrede forandringerne fra 1989 og frem, men også håb for de forandringer, som vi opleve i de kommende år. Det er meget tydeligt, at Lykke Friis selv tror på det europæiske projekt, og formidler det så selv de mest EU skeptiske kan se visionen for et fremtidens Europa, hvor det er borgerne, der er med til at sætte dagsordnen, fremfor politikerne og storkapitalen.

Som prikken over i’et, rummer bogen afsnittet “I fodsporene på 1989. Nyttige adresser til ‘Håbets Europa'”. Her finder man en guide til de vigtigste mindesmærker, museer og steder, der relaterer sig til begivenhederne i bogen. Det giver mulighed for at planlægge en større Europæisk rundrejse.

Bogen er et stærkt vidnesbyrd om brydningstidens Europa. Den er relevant for både unge og ældre, fordi den forklarer, hvad der har formet det Europa, som vi kender i dag. Bogen er simpelthen et must read i disse brydningstider. Læs, læs, læs!

Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder, Gads Forlag, 6. september 2019, 256 sider, rigt illustreret.