Rachel French: På tur i Jane Austens England
Selvom jeg næsten lige er kommet tilbage fra ferie, giver guidebogen “På tur i Jane Austens England” en akut udrejsetrang. Jeg må simpelthen tilbage til mit elskede England, og følge Jane Austens fodspor gennem de georgianske pittoreske britiske byer og de smukke, svungne landskaber. Alle eminent beskrevet i nærværende godbid af en rejsebog.
Jane Austen (1775-1817) var på alle måder en fantastisk forfatter. Hun er kvinden bag værker som “Fornuft og følelse”, “Emma”, “Stolthed og fordom” og “Mansfield Park”, som blev udgivet i hendes egen levetid. Efter hendes alt for tidligere død fulgte udgivelserne af “Northanger Abbey” og “Overtalelse”. Flere af værkerne er filmatiserede flere gange.
Austens force er hendes levende karakterer, der karakteriseres gennem en elegant og meget velskrevet dialog. Dertil kommer hendes meget fine miljøskildringer, som jeg altid har nydt at læse.
Rachel Frenchs bog er en lille genistreg. Den kombinerer en biografisk fortælling om den eminente forfatter. Bogen tager os med rundt til alle de steder, der spillede en rolle i Austens eget liv eller i hendes romaner. Desuden fører den os også til flere af de steder, hvor de mange film er optaget. Hvert kapitel indledes (naturligvis) med et Jane Austen citat. Det er på alle måder guf for Austen fans.
Vi besøger blandt andet den romerske badeby Bath, hvor Austen selv boede, og hvis bygninger og gader danner kulisse for både “Overtalelse” og “Northanger Abbey.” Landsbyen Steventon og omegn i det smukke Hampshire, hvor Austen voksede op, og boede de sidste år af sit liv. Lyme Regis og Jurakysten, hvor de dramatiske hændelser finder sted i “Overtalelse”. Bristol og de smukke herresæder og parker i området, der danner kulisse for flere film og tv-serier. Og naturligvis London med dens mange spor fra Austens tid og “Stolthed og fordom” i særdeleshed.
Den geniale guidebog har også forslag til byvandringer, og den er fyldt med praktiske rejsetips og har kort over de vigtigste steder i hvert kapitel.
Så tøv ikke! Få fat i bogen, pak empirekjolen og parasollen, og find dine yndlings Jane Austen bøger frem. Turen går til England!
Rachel French: På tur i Jane Austens England, Frydenlund, juni 2019, 256 sider.