// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jōanes Nielsen: Bolsjehjerte – en nordatlantisk krønike #2
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jōanes Nielsen: Bolsjehjerte – en nordatlantisk krønike #2

Skrevet af den 9. august 2019 – 07:46Ingen kommentarer

Bolsjehjerte er andet bind i den færøske forfatter Jōanes Nielsens store og mesterlige fortælling om de to stridende færøske slægter Brahmadellerne og Tvibur. En krønike, der finurligt og raffineret blander fiktion og virkelige hændelser i nyere færøsk historie i en eksplosiv cocktail af undertrykte følelser, social indignation og iltre temperamenter.

Som det var tilfældet med krønikens første bind “Brahmadellerne” folder der sig efterhånden en eminent roman ud med saft, kraft og vildskab. Men i modsætning til det første bind i krøniken, som var en vildtvoksende metaroman, der blandede alle litteraturens genrer, er Bolsjehjerte en noget mere traditionel udviklingsroman. Dog stadig fremført i Nielsens helt egen genreblanding.

Fortællingens omdrejningspunkt er forfatteren Eigil Tvibur, som vi følger fra bardom til moden mand midt i tresserne. Han er noget så uhyggeligt som voldtægtsbarn, og har gener fra både Brahmadell- og Tviburslægterne.

Eigil blev undfanget da hans farbror voldtog sin niece i en kostald i bygden Sumba, og han kæmper for at forlige sig med sig selv og sin herkomst. Hans sind er både ømt og brutalt, og hans iltre temperament involverer ham i flere voldelig episoder, hvor han i afmagt smadrer både personer og ting. Karakteren Eigil Tvibur har tydelige selvbiografiske træk til forfatteren Jōanes Nielsen – som ham bliver Eigil en succesfuld forfatter, der udgiver romanen Brahmadellerne, der oversættes til flere sprog.

Ud over at følge Eigil følger vi også hans slægt og hans omgivelser. For eksempel Tovo, som er en central figur fra krønikens første bind. Hans kontroversielle affære med en vens kone kommer på mest finurlige vis til at indgyde håb og en vis portion sødme i den ellers brutale roman – måske udspringer bogens titel Bolsjehjerte herfra. Den kan også referere til forfatterens hjerte, der lader bogen slutte meget sukkersødt.

Eigil Tvibur figuren tematiserer interessant emnet selvtægt, som her er udtryk for afmagt. Nielsens sociale engagement og socialistiske holdninger kommer klart til udtryk her som i den forrige roman, og stiller spørgsmålet. Hvad skal man gøre, når myndighederne ikke griber ind overfor åbenlyse svigt og forsømmelser mod samfundets almindelige borgere?

Fortællingen springer i tid og sted, og sproget veksler mellem det poetiske, det saglige og det brutale. Det fremmaner et stærkt og nuanceret billede af et folkefærd, der er lige så hårdføre og barske, som den færøske natur. Et folkefærd, der kan arbejde solen sort, og som vedligeholder traditioner som at danse kædedans og synge kraftige kvad. Traditionsbundne, stærke og iltre.

Genialt skildrer Nielsen lokalkoloritten i lillesamfundet i bygden Sumba, og de regionale tilhørsforhold, som har så enorm betydning for romanen og dens personer. Samtidig skildres også den store verden og mødet med denne. Således bliver romanen en interessant reflektion over tilhørsforhold og mangel på samme. Samtidig beskriver den mødet mellem forskelligartede kulturer og fortællingen om det færøske folk og dets historie løfter sig, og bliver både lokal, global og nutidig.

Man kan godt tabe tråden, men jeg fascineres alligevel dybt af denne mesterlige mosaik af store og små beretninger. Af de mange hemmeligheder, sorgerne, skammen, djævelskabet og traditonerne. Af voldsomheden og indignationen. Af denne kærlige og hudløst ærlige krønike om tilblivelsen af et stolt folk, der trods voldsomheden måske alligevel har bolsjehjerter aller inderst inde.Læs, læs, læs.

Jōanes Nielsen: Bolsjehjerte, Forlaget Torgard, 24. maj 2019, 370 sider. Oversat fra færøsk af Hugin Heide og Jōanes Nielsen.