// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Astrid B. Z. Madsen: Skovrå
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Ungdomsroman, Young adult

Astrid B. Z. Madsen: Skovrå

Skrevet af den 11. august 2019 – 06:36Ingen kommentarer

Hvad er en skovrå? Skovens beskytter, en ven eller noget mørkere og mere frygtindgydende? Noget du aldrig ville kunne forestille dig?

Den 16-årige Cas flytter langt nordpå til byen Granhjem sammen med sine forældre, som skal arbejde på Granhjem Forskningscenter. Han er ikke ked af at skulle flytte. Det endte skidt på hans sidste skole, og det bliver godt at kunne starte på en frisk. En ny start uden piger. Eller det er i hvert fald det, han tror.

Han starter på det lokale gymnasium og er hurtigt dømt outsider. Heldigvis møder han ved et tilfælde nørden Herbert, der ikke tager sig af skolens bøller. Især den frygtindgydende Morbus, som åbenbart har en eller anden form for tilknytning til den mystiske pige Sara, som Cas uden at ville det, bliver stormende forelsket i.

Snart sker der mystiske ting i den lille by. Skoven presser sig på, og samtidig med at Cas forsøger at lære Sara at kende, bliver hun mere og mere fjern. Hvad er det, der sker i den mørke skov, og er hele byen i fare? Hvad er det faretruende mørke, der har taget bo i Sara og truer med at ødelægge den kærlighed, der spirer mellem de to?

Astrid B. Z. Madsen har skrevet en meget anderledes YA-roman, der forbinder en overnaturlig, dyster fortælling og ungdomsroman-genren på en hel ny måde. Lidt som en ungdomsversion af Jeff Vandermeers Southern Reach-trilogi, hvor skovens økosystem prøver at overtage det menneskeskabte. Skovrå er en interessant historie, som på fin vis bliver bygget op, så man sidder og krydser fingre for, at Cas redder Sara, og historien får en lykkelig slutning. Om den gør, må du læse bogen for at finde ud af.

Astrid B. Z. Madsen: Skovrå, People’s Press, 237 sider, juni 2019