// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marisha Pessl: Never World Wake
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman, Young adult

Marisha Pessl: Never World Wake

Skrevet af den 14. september 2019 – 05:43Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Anna Hirsvang Tybring, 11 år

Never World Wake handler om Beatrice og hendes 4 venner Martha, Whitley, Cannon og Kipling. De var dem, som alle så op til i high school, men da Jim (Beatrices kæreste) pludselig døde ændrede alt sig.

Et år efter eksamen genforenes vennerne, og Beatrice vil gerne til bunds i Jims død, inden de skilles igen. Det plager hende hver dag. Whitley holder fest, og Beatrice er inviteret. De beslutter sig for at tage i byen, men kører galt på vejen hjem. De kommer alle tilsyneladende uskadte hjem fra hospitalet, men ikke alt er, som det plejer.

En dag banker en mystisk mand på døren og fortæller dem noget, der lyder helt umuligt; de døde alle i ulykken på vej hjem fra byen. De hænger i en meget tynd snor mellem livet og døden, i et såkaldt neverworld wake. Er de levende eller døde? Det ved ingen. Men en ting ved vi: Kun én af vennerne kan slippe ud af neverworld wake.

Jeg elsker Never World Wake, fordi man kan kalde det en kærlighedsthriller. Den er spændende og en lillebitte smule sørgelig. Jeg synes, man kan leve sig ind i karaktererne, og man har et godt overblik over, hvad der sker i bogen. Slutningen af bogen er min yndlingsdel. Man kan mærke, hvad der sker i kroppen på personerne hele tiden, man kan høre, hvad de hører, og forestille sig, hvad de ser. Det er virkelig en fantastisk bog. Ingen vil fortryde, de har læst den. Jeg fortalte min veninde om den, og hun syntes, den lød SÅ spændende (det kan jeg så sige, den også er).

Jeg er også helt vild med alle problemernes opbygning, det hele er bare så godt skrevet. Jeg er virkelig glad for, jeg valgte at læse denne bog, og det tror jeg også, du vil være, hvis du vælger at læse bogen. Den minder mig om Hunger Games, så hvis du kan lide bøgerne eller filmene, er Neverworld Wake lige noget for dig. Den er lidt lang, men ret nem at læse. Bogen anbefales fra 14 år, men jeg synes godt, man kan læse den, selvom man er lidt yngre.

Du kan læse vores anmeldelse af Hunger Games-trilogien her.

Marisha Pessl, Never World Wake, Forlaget Alvilda, 324 sider, oktober 2018