// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tomas Lagermand Lundme: En rigtig kærlighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Tomas Lagermand Lundme: En rigtig kærlighed

Skrevet af den 13. august 2019 – 07:48Ingen kommentarer

“Du holder mig i hånden. Nej, så slipper du. Der kommer et par fyre, der ser ud, som om de ikke kan lide os. Så går jeg lidt bag dig. Så ser det ud, som om vi ikke kender hinanden. På den måde. Tror vi. Da de er væk bag et gadehjørne, hvor kiosken har lukket og nu bliver overtaget af en kvinde, der vil lave det til solarium, tager du igen min hånd. Jeg har stadig vanterne på.”

En rigtig kærlighed er en god fortælling om hverdagsliv og parforhold, om bumser på ballerne og gåture i zoologisk have. Det er også en undersøgelse af, hvad rigtig kærlighed er. I min optik kommer kærligheden i mange former og farver og det er slet ikke tilfældigt at bogen udkommer i denne uge, hvor hovedstaden farves i regnbuens farver til Copenhagen Pride.

Det er svært ikke at læse forfatteren selv ind i hovedrollen og hans ægtfælle Jan Lagermand Lundme ind i rollen som hovedpersonens partner. Det er så mange ligheder, og det er okay. Romanen er en ærlig fortælling om at elske, om at have regler om ikke at drikke alkohol på onsdage, om at man ikke altid har lyst til det samme, men alligevel vil hinanden. Romanen strækker sig over en længere periode fra da de som unge mænd forelsker sig i hinanden, måske i slutfirserne og til de er omkring de 40 år engang i 2010´erne.

Man fornemmer at mand-til-mand parforhold selv i Danmark i nær fortid kunne være en svær størrelse, når omverdenens blikke prikker til en. “Jeg vil gerne kysse dig. Jeg gør det ikke. Vi er ude blandt andre, så jeg holder igen.”

Og så er det en roman om at blive overfaldet i nattelivet i København. Måske fordi man elsker en af eget køn.

En rigtig kærlighed er en rigtig fin bog. Der er mange små fine detaljer, hvor man smiler og ser billeder for sig, som da hovedpersonen forveksler en gråspurv med en undulat! Så selvom overfaldet er et barsk og voldsomt tema, er der masser af lysglimt og varme.

Romanen er skrevet med en nænsomhed og følsomhed, jeg kan nærmest høre en rar og behagelig stemme fortælle. Det står i skærende kontrast til det voldsomme overfald fortælleren udsættes for. Og den kontrast giver en voldsom energi på en virkelig god måde.

Elsk den du elsker! Love is for all!

Tomas Lagermand Lundme er en flittig forfatter, har blandt andet skrevet ungdomsromanen Had mig elsk mig , Alt er mit og Forhud som var hans debut.

Tomas Lagermand Lundme er født i 1973, opvokset på Amager, bosat i København og uddannet fra både Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han skriver dramatik, lyrik, børnebøger, romaner for unge og voksne, arbejder med maleri, tegning, grafik, film og keramik. Og har været radiovært. Han er noget af en kreativ sjæl og har sågar tegnet illustrationen på bogens forside.

Tomas Lagermand Lundme, En rigtig kærlighed, Politikens forlag, August 2019, 206 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.