// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sophie Kinsella: Overrask mig!
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Chick lit

Sophie Kinsella: Overrask mig!

Skrevet af den 14. juli 2019 – 06:44Ingen kommentarer

Jeg må sige, at Sophie Kinsella har fat i et ret interessant emne med denne her bog, nemlig hvor vigtigt det er at holde gnisten i live i et forhold, hvis det skal vare så længe som overhovedet muligt. Især når gennemsnitslevealderen bliver højere og højere, og det samme med skilsmisseraten. Er kærlighed ikke at finde denne ene person fascinerende – også efter 20 år sammen?

Sylvie og Dan er 32 år og har været et par i ti år. Sammen har de tvillingepiger på fem år, et dejligt hus og gode jobs. De afslutter hinandens sætninger og nyder at vide alt om, hvad den anden tænker og gør. Faktisk kunne de ikke være lykkeligere. Eller det tror Sylvie i hvert fald ikke. Til et lægetjek får de at vide, at de er så sunde og raske, at de sandsynligvis kommer til at leve, til de er 100 år. Det burde være en dejlig besked at få, men parret går i panik. 68 år igen med de samme trivialiteter, sex med den samme person og ingen overraskelser.

Sylvie får en fremragende idé, synes hun selv. Hvis de nu sørger for at overraske hinanden, så kommer tiden ikke til at gå så langsomt. Bare en overraskelse indimellem til at peppe deres forhold op. Hvad kan der være galt i det? Det bliver starten på noget, der i hvert fald sætter gang i noget i deres forhold. Pandoras æske er åbnet, og spørgsmålet er, om det var bedre at være fortsat i det samme forudsigelige spor, eller om alle overraskelserne er for det bedste.

Overrask mig! er en fin sommerbog til dig, der godt kan lide letlæste chicklit-bøger. Det er nemt at forudse, hvor galt det kan gå, når der skal planlægges overraskelser for hinanden. Overrask mig! er ikke litteratur for den kræsne læser, men jeg følte mig alligevel temmelig underholdt undervejs. Sylvies tanker gennem hele bogen er virkelig morsomme, og lur mig, om de fleste ikke ville kunne kigge på deres bedre halvdel og nikke genkendende til hendes ord.

Sophie Kinsella: Overrask mig!, Flamingo/Gyldendal, 362 sider, juli 2019