Lee Child: Intet mellemnavn
Lee Child har ud over de mange bøger om Jack Reacher også skrevet en række Reacher-noveller. De er nu for første gang blevet samlet og oversat til dansk.
Novellerne er meget forskellige. Der er historier fra Reachers barndom (selvom han aldrig rigtig virker som et barn) til hans tid i militærpolitiet og frem til den ensomme vandrer, som vi efterhånden kender så godt.
Lee Child viser Reacher i et interessant nyt lys i denne novellesamling. Vi møder Reacher som et gammelklogt og meget opmærksomt barn og følger ham på hans rejse til New York under Son of Sam-drabene i New York. Vi møder ham i hans rolle som militærpolitimand, hvor han demonstrerer sine fremragende evner som iagttager og forhørsleder. Og endelig følger vi ham på hans tilfældige rejser på tværs af USA.
I de sidste noveller støder Reacher lidt tilfældigt på interessante sager, hvilket også er tilfældet i mange af bøgerne. Novellerne viser også, at Reacher altid har haft et godt tag på kvinder uanset hans alder, og man kan undre sig over, hvordan han altid formår at frigøre sig fra dem og fortsætte sin ensomme vandring, når mennesket skal forestille at være et flokdyr.
Novellerne viser Reachers udvikling helt fra barnsben og frem til i dag. Lee Child har brugt 20 år på at finpudse Reacher-figuren og har udviklet Reacher-universet til at være både en kontinuerlig historie om hans tilfældige møder som vandringsmand og en troværdig fortælling om hans baggrund. Reacher er en kompleks figur, og denne novellesamling viser Reachers oplevelser gennem hans 58 leveår. Hver novelle er uafhængig af de andre, men samlingen er opbygget kronologisk, så man tydeligt ser Reachers personlige udvikling over tid, efterhånden som man læser novellerne.
Et gennemgående træk i novellerne såvel som i bøgerne er Reachers kærlighed til kaffe. Det er en sjov “signatur”, at uanset hvor han er og i hvor sære situationer, så sætter han altid pris på og tager sig tid til en kop kaffe.
Novellerne varierer meget i længde og desværre også i kvalitet. Jeg synes, at der er lidt langt mellem snapsene her til trods for indblikket i Reachers fortid. I en del af novellerne er Reacher desuden blot en biperson, som ikke bidrager alverden til handlingen, og det er ærgerligt, når det nu er en Reacher-bog.
Når det er sagt, er jeg dog sikker på, at Reacher-fans vil nyde bogen.
Lee Child, Intet mellemnavn, Forlaget Jentas, 382 sider, oktober 2018
[…] også vores anmeldelser af tidligere udgivelser i serien, bl.a. Intet mellemnavn, Falske værdier og Hårdt […]