Walter Isaacson: Leonardo da Vinci
Leonardo da Vinci er en af verdenshistoriens mest begavede og myteomspundne personligheder – og prototypen på et ægte renæssancemenneske. Han var ikke bare en storslået maler, men en stor og begavet iagttager af omverdenen og en gudsbenådet opfinder. Nu har amerikaneren Walter Isaacson skrevet en forrygende, gennemillustreret biografi om historiens måske største og mest gådefulde kunstner, forsker, opfinder og videnskabsmand.
De fleste af os kender kunstneren Leonardi da Vinci – især for de verdensberømte malerier Mona Lisa og Den Sidste Nadver med de fantastiske perspektivistiske illusioner. Begge malerier blev ikoniserede og populariserede af forfatteren Dan Brown i bestselleren Da Vinci Mysteriet.
Den amerikanske forfatter Walter Isaacson er kendt for sine enstående biografier om blandt andre Steve Jobs og Albert Einstein. Og nærværende bog er ikke mindre fremragende. Bogen fortæller detaljeret om Leonardo da Vincis liv (1452-1519), hans værker, hans omgangskreds og hans utallige unikke opfindelser.
Isaacson er gået grundigt til værks. Bogen sprudler med anekdoter såsom for eksempel historien om, hvordan Leonardo da Vinci uden erfaring søgte job som hydraulikingeniør hos hertugen af Milano, Ludovico Sforza.
“I sin stillingsansøgning til Ludovico Sforza havde Leonardo pralet af sine evner til at “lede vand fra et sted til et andet”. Det var i bedste fald en overdrivelse. Da han oprindeligt kom til Milano i 1482 havde han ingen erfaringer med hydraulisk ingeniørarbejde. Men som så mange andre af sine ambitiøse fantasier tvang han også denne til at blive til virkelighed. I løbet af sine år i Milano studerede han nøje byens kanalsystem og nedfældede i sine notesbøger detaljer indenfor slusemekanismerne og andre ingeniørmæssige bedrifter i forhold til vand.”
De fleste af Leonardos kunstværker skildrer religiøse motiver, men i alle værkerne benytter Leonardo sig af hans videnskabelige studier til at få detaljerne helt korrekte. I det verdensberømte maleri “Vergine delle Rocce” (Madonna i Grotten), bruger Leonardo sine videnskabelige studier af naturen til præcist at afbilde den mørke grotte, og det vand, der løber langs de mange sten, som udgør maleriets baggrund. Maleriet kan ses på Louvre i Paris, hvor man også kan opleve Mona Lisas berømte smil.
Leonardo da Vinci var 500 år forud sin tid. Han opfandt helikopteren, svæveflyveren, ubåden, bilen, kampvognen og faldskærmen. Blandt andet. Og han fandt ud af, hvorfor himlen er blå. Biografien om Leonardi da Vinci er et storværk om ustoppelig nysgerrighed og et uhyre stort multitalent, som ikke siden har set sin lige.
Læs biografien, hvis du er fascineret af videnskab og opfindelser. Du er virkelig godt underholdt hele vejen, og er blevet massivt klogere, når du lægger bogen fra dig.
Walter Isaacson: Leonardo da Vinci, Gyldendal, oktober, 2018, 576 sider, oversat fra engelsk til dansk af Jakob Levinsen.