// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linwood Barclay: Slørede sandheder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Linwood Barclay: Slørede sandheder

Skrevet af den 7. september 2018 – 07:01Ingen kommentarer

Slørede sandheder er anden del i Linwood Barclays Promise Falls-trilogi. Og lad det være sagt med det samme: Du skal have læst den første i serien, før du kaster dig over denne.

Lucy Brightons far bliver slået ihjel, da et lærred kollapser i en drive-in biograf. Efterfølgende opdager hun, at nogen er brudt ind i farens hjem. Hun kontakter den private efterforsker Cal Weaver og beder ham undersøge det. Cal opdager et hemmeligt sexrum i kælderen med legetøj, videoudstyr osv. Det lader til, at nogle af farens hjemmevideoer er blevet stjålet. Hvem kan have interesse i dem?

Samtidig sker der flere andre forbrydelser i byen, men hænger det hele sammen? Både politiet, Cal og sikkerhedschefen på det lokale universitet undersøger forbrydelserne. Da flere folk dør, og tallet 23 går igen på flere gerningssteder, står det klart, at nogen går målrettet efter Promise Falls. Men hvem og hvorfor?

Bogen slutter lige som den første bog i serien med en vaskeægte cliffhanger. Den gør, at man er nødt til at læse alle tre bøger i trilogien for at finde ud af, hvem morderen er. I min optik betyder trilogi, at der er tre bøger i en serie, men ikke nødvendigvis at der først er en afslutning, når man når til slutningen af tredje bog. Det føles lidt tomt ikke at være kommet et eneste skridt tættere på at vide, hvem der er morderen, efter at have læst bogen. Til gengæld lover forlaget, at hemmeligheden om Promise Falls vil ryste byens borgere og forene fortidens og nutidens synder i et rædselsvækkende klimaks i tredje bog.

Desuden afsløres stort set hele plottet fra den første bog her i anden bog. Så hvis man ved en fejl ikke har læst den første bog, er spændingen i den ”ødelagt”, når man har læst denne. Det er rigtig ærgerligt.

Der er et enormt stort persongalleri i bogen, og det er svært at holde styr på de mange personer, og hvordan de passer ind i de mange forskellige storylines, som ikke nødvendigvis synes at have noget med hinanden at gøre. At der foregår flere forskellige efterforskninger, gør det ikke nemmere. Det gør desværre, at bogen bliver lidt rodet.

Læs også anmeldelsen af første bog i serien: Begravede hemmeligheder.

Linwood Barclay, Slørede sandheder, Forlaget Jentas, 452 sider, maj 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.