Det er noget helt specielt at læse Shosha Raymonds debutnovelle Stillezone. Den indeholder så mange forskellige aspekter, at det føles som om, der ikke er plads nok til dem alle på bogens få sider. Måske er det netop det, der gør læseoplevelsen så indtagende og fin.

Lila er i 20’erne, af jødisk afstamning og bor i et landbrugskollektiv. Hun kommer fra en familie, der udadtil er perfekt, men aldrig har givet hende den stabilitet og det nærvær, hun har brug for. I de 107 siders refleksion over hendes liv kommer det tydeligt frem, at et nedarvet Holocaust-traume har farvet hendes barndom. Sætninger som; ’Jeg straffer mig selv for at være et familiemedlem, som ikke har oplevet krigen. Jeg er vokset op med en sorg over en oplevelse, der ikke er min egen, og som jeg ikke kan gøre krav på at sørge over’, er så geniale og direkte, at jeg får lyst til at læse ordene højt igen og igen.

Bogen veksler mellem hendes barndom og nutid med nedslag i forskellige episoder. Hendes kærlighed til naturen sidesat med fragtmenter af hendes første seksuelle oplevelse med en kvinde. Hendes svigtende mor og kaotiske barndom, forældrenes skilsmisse, og pludselig er vi tilbage til farfarens oplevelser som barn under 2. verdenskrig.

Stillezone er som en stor portion følelser pakket ind i et lille smukt omslag. Shosha Raymond viser et kæmpe potentiale, og jeg ser frem til hendes næste udgivelse.

Shosha Raymond: Stillezone, Forlaget Gladiator, 107 sider, maj 2018