Tag ikke fejl af bogens tegneserieagtige omslag, for den rummer langt mere, end hvad øjet umiddelbart ser. Forlaget skriver, at det er en moderne udgave af det hjemsøgte hus. Det er ikke helt ved siden af. D. S. Henriksen har nemlig sans for at skrive uhyggelige historier. Jeg kan stadig mærke hårene rejse sig i nakken, blot ved tanken om Dukkehuset.

Bogen starter med en far, der i et antikvariat køber et dukkehus til sin datter Line. Hun er alt for gammel til dukkehuse, men han vil så gerne se hendes begejstring, når han tropper op med denne helt specielle gave. Hvad han ikke ved er, at der med dukkehuset følger en historie, og at det ikke er en, man vil have ind i sit hjem. Huset er levende, og de dukker der ligger kastet rundt derinde, er ikke normale dukker. Inden længe går Line og veninden Mira i gang med at udforske dukkehusets utallige kringelkroge, men tør de banke på?

Dukkehuset rummer to historier. Den ene foregår i nutiden og handler om Mira og Davids rejse til et parallelunivers, fyldt med sadistiske karakterer og mareridtsagtige oplevelser. Ved siden af dette, er der historien om dukkehusets oprindelse og en jødisk familie i en nazistisk udryddelseslejr under 2. verdenskrig. Fortællingen om hvordan dukkehuset endte som legetøj for en datter af en højtstående tysk kommandant. Begge historier fungerer godt og giver en dybde i historiens ellers makabre og surrealistiske univers. Udover det handler Dukkehuset også om venskab. Venskaber der opstår, hvor du mindst forventer det.

Jeg var ved bogens start i tvivl om, hvorvidt den var noget for mig, da målgruppen er 15-16 årige. Når det er sagt, følte jeg mig mindst lige så underholdt, som havde jeg taget hul på en gyser. Den er perfekt at læse for den unge teenager, der er lidt træt af de almindelige venskabsbøger, der findes i den målgruppe.

D. S. Henriksen: Dukkehuset, Valeta, 332 sider, november 2017