Sølvhesten, Hermelinen og Isfuglen udgør tilsammen Lene Kaaberbøls Katriona-trilogi, der nu er genudgivet i sin helhed i forbindelse med hendes 40-års jubilæum.

I tredje bind er Kat tilbage på sporet. Hun er genoptaget på Bredinari-akademiet, hvor hun er i lære som sølvrytter. Bredinarierne er et gammelt kompagni, der rejser med betroet post og opretholder hvilehuse, hvor vejfarende kan få ”ly, hvile og helbredelse”. Hvis hun er dygtig nok, får hun snart sin egen marehest. Marerne er frygtindgydende væsner, der lammer deres modstandere med angst. Desuden er de langt hurtigere end almindelige heste og med deres sølvglinsende pels, også endnu smukkere.

Men igen går tingene ikke, som Kat har planlagt. Hendes nye venner, familien Sardi, mister alt i en brand. I første omgang lader det til at være simpel uvidenhed, der er skyldneren, men Kat opdager, at der står langt ondere kræfter bag. Hun forsøger at blande sig uden om, men da hendes ven Simon pludselig bliver fængslet for forræderi, er hun nødt til at finde ud af, hvad der foregår.

I tredje bind er Kat om muligt endnu mere hidsig og urimelig, end vi tidligere har set hende, men der er også rigtig mange ting på spil. Hun forelsker sig, risikerer at blive smidt ud af akademiet (igen), hendes ven Simon er så godt som dødsdømt og hun selv kidnappes, knivstikkes, fængsles, bliver slået ud, får tæv af et mareføl og som om det ikke var nok, skal hun også til eksamen i hadefaget Lovlære.

Hvis du har læst mine anmeldelser af de første to bind, ved du allerede, at jeg holder rigtig meget af Katriona-trilogien. Den er blandt det ypperligste, danske fantasy. Isfuglen er skruet rigtigt godt sammen. Problemerne præsenteres en for en, på forskellige planer – teenagekærlighed og venskab, akademiske prøvelser og manglende forudsætninger samt internationale politiske konspirationer. Langsomt afsløres trådene imellem lagene, og til sidst bindes der en fuldendt knude på det hele. Det er faktisk genialt.

Jeg ville bare sådan ønske den ikke var slut. Der er nemlig også ting, der ikke føles afsluttet. Ting der har drevet plottet, men ikke direkte er en del af det. Jeg er bekymret for landet Bredas manglende ligestilling. I alle tre bøger er det en del af skurkendes drivkraft. I Breda kan kun kvinder eje jord, hvilket forståeligt nok gør mange mænd utilfredse med deres status. På den anden side er det jorden selv, der har forstødt mændene, fordi de ikke varetog den ordentligt. Et umuligt problem? Måske. Det kunne være interessant at læse Kaaberbøls livtag med det. Ligeledes skævvrider kontrasten mellem land og by Breda. Det opblødes noget i Isfuglens slutning. Det er faktisk noget af det bedste ved bogen, så jeg vil ikke afsløre det her. Det ville bare være endnu bedre at læse mere om udviklingen, og høre om vores hovedpersoners planer for landet lykkedes.

Kaaberbøl har ikke kun begået en virkelig god historie, hun har også skabt en virkelig interessant og fuldendt verden. Det er dén, jeg stadig er bekymret for, når jeg læser sidste side i Isfuglen. Men lad det ikke standse jer. Uanset hvad er Katrionas historie livfuld, effektiv og fantastisk! Det er en af den slags historier, man bærer med sig hele livet.

Lene Kaaberbøl, Katriona 3 – Isfuglen, Alvilda, maj 2017, 349 sider