// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » De 4.000 frivillige boguddelere til Danmark Læser Dagen er nu valgt!
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Nyheder

De 4.000 frivillige boguddelere til Danmark Læser Dagen er nu valgt!

Skrevet af den 31. marts 2015 – 11:59Ingen kommentarer

Det er meget glædeligt at se, at der har været så stor interesse for at dele bøger ud på Danmark Læser Dagen den 23. april til de mange danskere som sjældent eller aldrig læser. Danmark Læser har fra hele landet, Færøerne og Grønland modtaget næsten 6.000 ansøgninger om at blive boguddeler.

Der har været en god geografisk spredning og variation i hvem der vil blive uddelt bøger til blandt de mange tilmeldinger. Boguddelerne har udvist imponerende stor opfindsomhed, når det kommer til, hvor bøgerne skal deles ud. De 100.000 bøger vil bl.a. blive delt ud på gaden, arbejdspladser, hospitaler, uddannelsesinstitutioner, fængsler, krisecentre, sportsklubber, plejehjem, i toget mv.

Danmark Læsers hjemmeside kan man se et interaktivt kort, der viser hvor der er god mulighed for at møde de frivillige boguddelere i samtlige 98 kommuner. Modtagerne af bøgerne opfordres til at lade bøgerne ”vandre” og give bogen videre, når de selv har læst den. Så selvom man ikke er en af de heldige, der får en bog på Danmark Læser Dagen, så kan det ske på et senere tidspunkt.

De fem bøger som skal deles ud i 100.000 eksemplarer i alt er:
• ”Bavian” af Naja Marie Aidt
• ”Drager over Kabul” af Morten Hesseldahl
• ”Den Sønderjyske Farm” af Erling Jepsen
• ”Og sådan blev det” af Maren Uthaug
• ”Hævn” af Robert Zola Christensen

Nåede du ikke at melde dig eller er du ikke blevet valgt som boguddeler? Så se her!
For dem som ikke bliver udvalgt eller ikke har nået at melde sig, så er det stadigt muligt at dele en god læseoplevelse ud den 23. april. Der er nemlig blevet lavet 75.000 postkort, som er prydet af forsiderne på de fem Danmark Læser titler. I dagene op til Danmark Læser Dagen, vil man på landets hovedbiblioteker kunne afhente postkortene som har links til e- og lydbogsversioner af de fem titler. Så kom gerne forbi og hent en stak til dig selv, dine venner, kolleger, naboer eller andre, du synes fortjener en god digital læseoplevelse.

Boguddelerne modtog svar mandag den 30 marts 2015. Jeg skal dele bøger ud til forældre på Herlev Byskole, Afdeling Elverhøjen i Herlev og jeg glæder mig.