Søgeresultater
Peter Madsen: Valhalla – Den samlede saga 1
Der er klassikere på flere tusinde sider, klassikere med et par tusinde år på bagen og så er der nyklassikere. Og på dansk er Valhalla-tegneseriens i alt 15 bind udgivet fra 1979 og frem intet mindre end nyklassikere.
Det er her, at de gamle heltekvad og fortællinger om de ikke altid lige heldige guder bliver gendigtet og tilsat lidt moderne humor – og det er her vi lærer luskede Loke, stærke Thor og alle de andre nordiske guder at kende. Alt sammen illustreret i Peter Madsens flotte streg.
I 2009 rundede Valhalla-serien sit 30. år og fik sit 15. og sidste bind (se anmeldelsen her). Det har fået forlaget Carlsen til at udgive samtlige 15. bind i 5 lækre hardcover-bind med 3 historier i hver. Læs mere
Skriv kommentarSissel Bøe & Peter Madsen: Troldeliv 4 – mit eller dit?
Troldefar Wrisil går af og til på natligt ”besøg” blandt menneskerne i den nærliggende landsby. Og når han vender hjem er sækken fyldt af mad, kager og sære skatte fra menneskernes hverdag. Bamser, sutsko og underbukser går til troldeungerne – men de bedste skatte, dem der glimter og skinner, ryger direkte ned i troldefars skatkammer dybest nede i troldehulen.
De to troldeunger Paja og Pajko er ikke helt sikre på, at troldefars forklaring om, at det man finder må man beholde, helt holder. Men når nu troldefar Wrisil siger det, må det jo passe – også når det gælder ting man selv liiiiige finder nede i troldefars skatkammer. Ting som ville passe perfekt i ens hemmelige hule. Læs mere
Skriv kommentarPeter Madsen: Valhalla 15, Vølvens Syner
Jætterne forsøger at standse verdens hjul – og Ragnarok nærmer sig i sidste bind af Peter Madsens Valhalla-serie. I alt 15 bind er det blevet til siden det første bind ”Ulven er løs” udkom i 1979.
Ligesom med de øvrige bind er de to menneskerbørn Røskva og Tjalfe igen i begivenhedernes centrum, ligesom Loke som sædvanlige prøver at snige sig uden om ansvar og arbejde. Og måske har Loke, ikke så overraskende, bare en lille bitte smule ansvar for hvad der sker.
I ”Vølvens syner” er Valhalla ramt af Fimbulvinter, Fenrisulven er løs, Freja er forsvundet og ældgamle spådomme om det endelige opgør, Ragnarok, ser ud til at passe uhyggeligt godt. Så guderne ruster sig til kampen mod jætterne – imens Loke meget modvilligt sendes ud for at bringe den undslupne Fenrisulv tilbage. Og det går selvfølgeligt helt galt – og i sidste ende godt.
Lykkelige slutninger er selvfølgeligt altid af det gode, men det bedste ved Valhalla er genkendeligheden i stregen og personerne, som med et trylleslag bragte undertegnede tilbage til en lykkelig barndom tilbragt i Brønshøj biblioteks tegneserieafdeling. For på den måde er nummer 15 en ”ægte Valhalla”.
I øvrigt byder ”Vølvens syner” samme gode humor, som der altid har præget Valhalla-serien: Blandt andet har jætten Surt godt nok fået et flammesværd, men han bliver pænt solbrændt hver gang han bruger det – så for det meste står det bare for sig selv. Eller da Røskva og Tjalfe møder nogle tidlige missionærer, der giver dem bladet ”Udkigstårnet”…
Selvom Valhalla-serien slutter med ”Vølvens syner”, arbejder Peter Madsen videre på et andet projekt kaldet Troldeliv. Du kan læse en anmeldelse af de første tre bind i serien Troldeliv her. Eller du kan møde skaberne af Valhalla her.
Peter Madsen, Valhalla 15 – Vølvens syner, Carlsen Comics, tegnet og fortalt af Peter Madsen efter en historie af Henning Kure, farvelagt af Jonas Sonne, 56 sider, September 2009.
1 kommentarSissel Bøe og Peter Madsen: Troldeliv 1-3



Valhalla-tegneren Peter Madsen og hans kone Sissel Bøe står bag tre nye fantastiske bøger om den store troldefamilie, som bor under egetræets rødder langt langt inde i den dybe skov.
Hovedpersonerne i Troldeliv, som serien hedder, er troldepigen Paja og hendes bror Pajko – og så selvfølgelig deres små og store søskende samt mor og far.
De tre bind som udkommer i dag i serien Troldeliv er Rødder, Bedstevenner og Spor. Hver af bøgerne, som er på 40 illustrerede sider, tager godt nok udgangspunkt i de uregerlige troldebørns hverdag, men har samtidige temaer som venskab, mod og gaver som husets 5-årige godt kunne nikke genkendende til.
Troldeliv er baseret på nordiske historier om trolde og oplevelsen af de dybe mørke skove hvor alle slags væsener holder til. Specielt trolde som ikke tåler hverken kirkeklokker eller sollys.
Bøgerne er rigtigt velegnede til højtlæsning og fangede test-barnets opmærksomhed hele vejen igennem, inklusiv en vedholdende plagen om bare en bog mere inden sengetid. Men det er næsten synd kun at bruge bøgerne til højtlæsning, for der er noget som Peter Madsens tegninger og farver kan så er det både at understøtte historierne og samtidig være et helt univers som skal udforskes for sig selv. Derfor er det også ekstra rart at nyde detaljerne i de flotte bøger i en tid hvor skingre og fattigt computeranimerede serier dominerer børnefjernsyn.
Der er ifølge forlaget flere bind på vej i serien i foråret 2010, hvilket undertegnede glæder sig til.
I forbindelse med lanceringen af serien er der også oprettet en hjemmeside hvor du kan besøge troldene og se smagsprøver fra bøgerne. Besøg troldeliv.dk her.
Sissel Bøe og Peter Madsen, Troldeliv 1-3 (Rødder + Bedstevenner + Spor), Forlaget Carlsen, 40 sider pr. bog, September 2009.
2 kommentarerPeter Ørskov Madsen
Navn: Peter Ørskov Madsen
Alder: 33
Mail: nissenhut@firkant.net
Hvad var den første bog du læste?
Jeg kan ikke huske hvilken bog, jeg har læst først, men mit første møde med den mere tunge litterære verden var i 3. Klasse, da min lærer mente, jeg skulle læse William Goldings ”Fluernes herre”. Det var ikke en rar introduktion som 9-årig til den verden, så bogen blev ikke læst færdig, og jeg har faktisk heller ikke læst den siden. Derefter blev det hele Sværd og Trolddom-serien, og jeg har siden mest vandret i sci-fi, horror og fantasy-genren, men med stor kærlighed til Charles Bukowski.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
”A Song of Ice and Fire”. En endnu ikke afsluttet high-fantasy serie af George R. R. Martin som har sat standarder som er næsten umulige at komme op på i den genre.
Hvilken bog gider du absolut ikke læse?
Kvinde-bøger fra forfattere som Jane Aamund. Og selvhjælpsbøger står bestemt heller ikke højt på min litteraturliste.
Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Dem jeg mangler kan jeg stadig nå.
Hvilken forfatter burde have Nobelprisen i litteratur?
George R. R. Martin
Anbefal en bog
Gå i gang med ”A Song of Ice and Fire”.
Landet, vandet og broen
Det er ikke mere end 10 år siden at færgerne sidste gang stod for overfarten på Storebælt. I den forbindelse har Sund & Bælt, der ejer Storebæltsforbindelsen udgivet 200 sider med Skildringer fra Danmarks bælter og natur.
Bogen er ikke bare en hyldest til det bygningsværk der for alvor samlede Danmark, men en hyldest til os danskere, vores natur, vores kultur og vores historie: For bogen har det hele: Danmarks geologiske historie over mere end 500 millioner år, den trafikale betydning for Danmark. Særligt spændende er professor, civilingeniør Niels Jørgen Gimsings bidrag om De danskes Broer, der fortæller om de danske ingeniørers og entreprenørselskabers bedrifter som brobyggere gennem hele det 20. århundrede. Udover de faglige artikler, så indeholder bogen bidrag af F. P. Jac, Klaus Rifbjerg og Johannes Møllehave.
Efter Storebæltsforbindelsen er Øresundsforbindelsen blevet indviet og nu venter vi på at politikerne får vedtaget den sidste store bro i denne omgang: Femern Bæltbroen. Længere ude i fremtiden kan der komme en bro over Kattegat og endnu en forbindelse over Øresund, mellem Helsingør og Helsingborg. Danmark har ikke fået sin sidste bro.
I dag savner vi ikke færgerne med dens pause og nødvendige storebæltskaffe. Men vi savner et færgemuseum, hvor vi i dag kunne opleve den gamle stemning af færgetrafik og hvor høj som lav mødtes på trapperne fra vogndækket til salonerne.
Ved åbningen af broen sang vi i Niels Brunses God morgen lille land:
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.
Og der bygget bro mellem vores sind: I færgernes tid blev omkring 8.300 biler transporteret over Storebælt hver dag. I dag kører der omkring 29.000 biler over bæltet. Storebæltsforbindelsen har revolutioneret den måde som vi danskere kan transportere os rundt i landet: Nu er det muligt at tage på teaterbesøg i København, selvom man bor i Odense og tage hjem samme aften.
Bogen hører ikke hjemme i en bil eller på rejsen, men i bogreolen derhjemme. Udover teksterne kan man bruge tid på de mange smukke billeder af broen.
Landet, vandet og broen. Af Peter Hartmann, Karsten Holmegaard og Jørn Madsen (red.). Udgivet af Sund & Bælt. 1. udgave 2008.
Skriv kommentar
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag boganmeldelser direkte i din mailboks
