// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robert Goolrick: En pålidelig hustru
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Robert Goolrick: En pålidelig hustru

Skrevet af den 7. november 2011 – 20:59Ingen kommentarer

En pålidelig hustru er en fantastisk fortælling fra 1907 om to ensomme menneskers higen efter kærlighed og ømhed. Bogen er skrevet i et meget smukt sprog og så detaljeret at man næsten føler, at man er til stede. Til tider kan der være lidt gentagelser og bogen kræver lige en ekstra indsats i starten, men pludselig fanger den, og er meget svær at lægge væk.

Ralph Truitt, der har overtaget sin fars virksomhed, der nærmest styrer hele byen, er en mægtig og betydningsfuld mand i en lille by i Wisconsin, USA. Han har haft en kone og børn for mange år tilbage, men det kapitel af hans liv blev forandret, og han har levet alene i mange år. Efter at have indrykket en annonce i avisen, hvor han søger en pålidelig hustru, ender han i en korrespondance med Catherine Land. Han ender med at sende sin luksuriøse togvogn efter hende, og holder hendes billede tæt i sin lomme. Under hendes rejse hører vi lidt om hendes fortid og bliver bekendt med at hun vist ikke helt er den som hun har beskrevet i brevene til Ralph, og at hendes planer drejer sig om lidt mere end at blive en pålidelig hustru. Han opdager dog med det samme, at hun har bedraget ham, da hun stiger af toget, og det billede han har holdt så tæt i lang tid ikke passer overens med kvinder, der kommer til ham.

Hendes ankomst bliver lidt kaotisk, og hun ender med at blive kastet hovedkulds ud i sin nye rolle som hustru, da Ralph falder af hestevognen på vej hjem fra stationen i snestorm. Hun plejer ham sammen med tjenestefolkene, og det er vigtigt at han overlever, hvert fald indtil de er blevet gift.

Ralph bliver rask og længes efter hende, og er betaget af hendes skønhed. Hendes planer er farlige, men hun har set en vej ud af prostitution, og til hendes store frygt viser Ralph sig at være en meget omsorgsfuld og rar mand. Hun er dybt splittet mellem sine oprindelige planer og sit evige ønske om at være elsket.

Et lille twist i fortællingen er hendes hemmelige elsker, og Ralphs søn, der på mange måder minder om ham selv og hans uansvarlige ungdomsliv.

Hvad ville du gøre for et bedre liv? Og mest af alt, overvinder kærlighed alt? Et absolut must i enhver bogsamling, og en meget betagende og genial førstegangsroman fra forfatteren Robert Goolrick.

Robert Goolrick, En pålidelig hustru,Forlaget Punktum, 304 sider, September 2011.