// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner

Skrevet af den 1. november 2011 – 07:40Ingen kommentarer

Under Første Verdenskrig blev danske sønderjyder tvangsudskrevet til at kæmpe på Tysklands side. Mathias P. Høeg var en af dem, og ”Jeg har ikke flere patroner” er hans utrolige beretning. Han overlever krig, sygdom og fangenskab og vender efter fire år tilbage fra de sibiriske fangelejre til Sønderjylland. Her kaster han sig ind i kampen for at få Sønderjylland tilbage til Danmark. Og han formår at starte en trævarefabrik, som står den dag i dag.

Bogen bygger på dagbogsnotater og refleksioner fra de hårde år i russisk fangenskab, og den blev udgivet første gang i 1943 af Høeg selv, i et meget lille oplag. Nu har Gads Forlag genudgivet den med journalist Helle Retbøll Carls fine perspektiverende noter og kommentarer.

Livet tegnede godt for Mathias P. Høeg for knap 100 år siden. Som 26 årig var han uddannet snedker og tømrer, han var fingernem, havde gå på mod og var i gang med at starte egen virksomhed. Oven i købet var han nygift og havde en lille søn. Men i 1915 slap heldet op. Han blev indrulleret i den tyske hær og kort tid efter taget til fange på Østfronten, fordi kompagniets ammunition slap op – deraf bogens titel. Fangenskabet bliver et 4-årigt langt mareridt. De tilfangetagne soldater sendes på vandring, før de udsultede og forkomne fragtes med godstog til Sibirien. Turen varer fem uger, og mange bukker under på grund af de umenneskelige forhold.

Mathias P. Høeg overlever turen og klarer også fangenskab, sygdom og rejsen hjem til Danmark. Hans fingernemhed og tekniske snilde betyder, at han kan reparere, ordne og bygge i fangelejrene. Dermed får han lidt ekstra at spise og nogle håndører, som alt i alt holder ham i live.

Ud over at være ferm til det praktiske, er Mathias et tænkende menneske, og så kan han skrive. Selv om han er omgivet af vanvid – 1. verdenskrig, fangenskabet, russisk borgerkrig og revolution, fastholder han sin tro på det gode. Måske er dagbøgerne og de mange notater også med til at holde ham oppe. Han bruger flere steder optegnelser til at fastholde skønheden, der også er omkring ham: ”Majestætisk steg solen op over synskredsen og kastede et væld af blændende lys ud over de snedækkede træer. Solopgangen var i dag særlig pragtfuld; og dens stråler brødes i de fine skyer, der som et slør svævede højt oppe. De fine sneskyer var belyst bagfra, og randene glødede som kranse af smeltet guld. Morgenstund har guld i mund”.

Gennem dagbogen får vi Mathias’ refleksioner og kommentarer til samtiden, krigen og fangeskabet. Mange af refleksionerne er præget af en vis sarkasme: ”Vi, der kom i fangenskab – vi vil måske oven i købet blive betragtet som desertører. Vi bliver ikke nævnt som helte, for os bliver det intet blad i historien. Vi får ingen ordner eller medaljer – de er til støvlepudserne bag fronten”. På trods af sarkasmen og en vis bitterhed fremstår Mathias P. Høeg som et beundringsværdigt menneske med meget stort overskud og evne til at få det bedste ud af livet trods svær modgang. Hans dagbog er et læseværdigt dokument om en del af vores historie, som nemt kunne gå i glemmebogen.

Mathias P. Høeg, Jeg har ikke flere patroner, Gads Forlag, Genudgivet med forord og efterskrift af Helle Retbøll Carl, 317 sider, 2011.