// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Slaughter: Dybt fald
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Karin Slaughter: Dybt fald

Skrevet af den 15. december 2011 – 09:34Ingen kommentarer

Så krydses Will Trents og Sarah Lintons veje endnu engang i denne effektive krimi, hvor der hverken er sparet på fart, finesse eller frygtindgydende detaljer. Hun kan sit kram Karin Slaughter og både hendes plot og persongalleri ligger noget over det generelle niveau for denne her type krimi-føljetoner.

Wills faste makker Faith er på vej hjem til sin mor for at hente sin lille datter. Hun ringer for at sige, at hun er forsinket, men der bliver til hendes forundring ikke svaret. Ikke en eneste af de gange hun forsøger. Hun bliver urolig og med god grund. Da hun når frem til sin mors hus, er der blodspor på hoveddøren og hendes datter er spærret inde i skuret. Moren er ingen steder at finde. Stik mod alle regler afventer Faith ikke hjælp, men går ind i huset, hvor faren venter lige om hjørnet.

Herefter går et større opklaringsarbejde i gang. Will Trent tilkaldes og før vi ved af det er Sarah Linton også involveret i opklaringsarbejdet, som kun bliver besværliggjort af personlige relationer. Faith er Wills makker, Faiths mor er tidligere ansat ved politiet, men gik på pension før tid pga. en korruptionssag, som Will var efterforsker på. Hun er desuden bedste veninde med Will og Faiths chef, Amanda. Kan du følge med? Det er med at holde tungen lige i munden, mens man læser.

Will tvivler på Amandas troværdighed i sagen, da hun er personligt involveret, Faith kører sin egen efterforskning, da hun mener, at gerningsmændene sender signaler til hende og Will selv er forvirret over sine følelser for Sarah Linton, så det hele er lidt kompliceret i denne bog.

Bogen er konstrueret på en måde, så en ny læser sagtens kan komme til uden at have læst de to foregående. Det er dog lidt et irritationsmoment for en fast læser, da 100 siders gengivende forklaringer godt kunne være skåret væk. Desuden er kapitlerne så utrolig lange – mange på mere end 50 sider – hvilket gør det svært at tage fat på den med mindre man har god tid. Men jeg synes, man skal tage sig den tid.

Se også bogbloggers anmeldelser af de to første bøger i serien: Genesis og Brudt.

Karin Slaughter, Dybt fald, Forlaget Hr. Ferdinand, September, 430 sider, Oversat fra engelsk.