Hanne Birgitte og Anders Grøndahl – Den hemmelige italienske madklub – Guldgaflerne
Blandt italienerne hersker der den udbredte opfattelse, at de selv er de bedste til at lave mad. Også set i forhold til andre italienere. Men alligevel har omkring 100 af dem fra forskellige dele af Italien fundet sammen om maden og dannet klubben Forchette d’Oro – Guldgaflerne, for at nyde god mad og godt selskab. For mad er nøglen til at nyde livet, og livsnydelse er en anerkendt kunstform i Italien. Opskrifterne i denne bog er samlet sammen fra medlemmerne af Guldgaflerne af de eneste to udenlandske medlemmer; de to forfattere af bogen.
Bogen er fyldt med små historier fra parrets rejser og middage i Italien med venner fra Guldgaflerne. Det giver en ret hyggelig atmosfære, som om man var der selv. Det er ikke svært at se det for sig, at en italiener kan ryge helt op i det røde felt når en dansker siger, at der da skal hvidløg i kødsaucen. Også selvom italieneren ved bordet ved siden af måske ville give danskeren ret. Det giver god stemning i bogen, at de fleste opskrifter får sat et ansigt og en historie på ophavsmanden / -kvinden, og det giver lyst til at gøre dem kunsten efter.
Bogen er rigt illustreret, men det er langt fra alle opskrifter, der er billeder til. Det betyder ikke så meget, for de fleste af retterne er velbeskrevet og der er masser af stemningsbilleder af mennesker, steder, osv. Men når der endelig er et billede til en ret, forvirrer det nogle gange mere end det gør godt, for mange gange viser billederne ingredienser, som ikke er med i opskriften. Det er irriterende at et billede viser fx pinjekerner, når opskriften intet siger om pinjekerner, for så skal opskriften læses igennem flere gange for at se om man nu har overset noget. Så vidt jeg kan se skyldes det, at billederne til retterne ikke nødvendigvis er billeder af lige præcis retten i opskriften, men måske er taget fra en restaurant, der har inspireret til retten. Eller også hører billedet til en opskrift på en helt anden side. Men det gør det ikke mindre forvirrende og det er stadig irriterende.
Den hemmelige italienske madklub er dog alt i alt et hyggeligt bud på en italiensk kogebog, som kan give god stemning fra de varmere lande her i efteråret og vinteren.
Hanne Birgitte og Anders Grøndahl – Den hemmelige italienske madklub – Guldgaflerne, Nyt Nordisk Forlag, September 2011.