// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nikolaj Kirk: Mit lykkelige køkken
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Nikolaj Kirk: Mit lykkelige køkken

Skrevet af den 28. august 2011 – 15:35Ingen kommentarer

Nikolaj Kirk har været ude at rejse – en hel del endda – og det har han fået inspiration til en kogebog af. Mit lykkelige køkken er en slags kulinarisk rejsedagbog fra så forskellige steder som blandt andet Indien, Færøerne, Mexico og Seychellerne. Bogen er delt op i kapitler efter landene, med en kort introduktion til det pågældende lands køkken i starten af hvert kapitel, efterfulgt af opskrifter. En god del af opskrifterne er koblet med en lille historie om hvor han er stødt på opskriften, eller opskriftens historie. Det er ganske god læsning.

Kirk er ikke bange for at prøve nye ingredienser og han går heller ikke af vejen for at bruge dem i sin mad. Det er med til at gøre bogen interessant og passer også godt med Kirks erklærede formål med bogen om at tage læseren med på en kulinarisk rejse. Det er dog lidt synd, at når han bruger eksempelvis callaloo-blade fra Trinidad og Tobago eller lunde (en fugl) fra Færøerne, så glemmer han ofte at komme med et forslag til en erstatning til ingrediensen, som bliver meget svær at støve op herhjemme. Dermed bliver den pågældende opskrift reelt mere sjov end brugbar. Det sker dog ikke så ofte, at bogen i sig selv ikke kan bruges, langt de fleste opskrifter er med mere lettilgængelige ingredienser.

Der hersker en helt speciel feelgood stemning i bogen, som nok er skabt af en blanding af Kirks videbegærlighed og entusiasme for de forskellige lande og deres folk, og så den lidt dagbogsagtige tilgang. Her er lidt småhistorier om maden og stederne og en god portion billeder af Nikolaj Kirk med lokal mad og lokale folk. Som oftest er han fotograferet med et meget stort smil på læben, og det smitter jo gerne. Smil til verden og den smiler til dig!

Entusiasmen og madbegejstringen lyser som sagt ud af siderne. Det er bestemt et plus. På den anden side er der en god del af opskrifterne fra især Asien, som er set før andre steder. Der er dog bestemt også perler at finde i bogen, som man nok ikke finder andre steder. Rosinpickles fra Nepal er et godt eksempel, og det samme er chutney af kinaradise og mynte fra Kina. Så der er masser af gode ting at hente i Mit lykkelige køkken. Og selvom man skulle være ejer af kogebøger fra flere af de repræsenterede lande, vil man stadig kunne finde glæde ved Mit lykkelige køkken, for den smittende entusiasme gør, at dette er en bog man oftere vil tage ned fra hylden end mange andre bøger. Den giver nemlig lyst til at lave mad, og det er vel egentlig næsten ligeså vigtigt som maden i sig selv!

Nikolaj Kirk, Mit lykkelige køkken, Politikens Forlag, August 2011