// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Hjernøe: Annemad med mere
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Anne Hjernøe: Annemad med mere

Skrevet af den 16. august 2011 – 05:23Ingen kommentarer

Annemad med mere er anden bog fra det populære DR-tvprogram med den mundrette titel Annemad, som har Anne Hjernøe bag gryderne. Anne har med sin jordnære og varme stil stegt, kogt og hakket sig til en plads i danskernes køkken. Og i denne bog samler hun mange af de opskrifter sammen, som hun har vist os på tv.

Bogen er rigt illustreret. Den er delt ind i egnstemaer, med opskrifter fra New York, Indien, Spanien, osv. Så der er lidt for enhver smag. Langt de fleste af retterne er af typen ’små hapsere’, så enten skal man lave mange små til et måltid, eller skalere retterne op til et hovedmåltid. Men mange små retter frem for få store er i min verden en rigtigt god ting – hvorfor kun få én god ting, når man kan få mange?

Opskrifterne er lettilgængelige, og er i langt de fleste tilfælde meget simple at gå til. Alle kan være med her. Det gør det også overskueligt at lave flere småretter ad gangen frem for en enkelt stor.
Anne lader til at have en stærk forkærlighed for sherryen Pedro Ximenez, som bruges så ofte at den mange steder i bogen forkortes bare til PX. Det er lige før man tænker skjult reklame. Men mon ikke også en anden sherry kan bruges? Opskrifterne er i hvert stadig lækre og simple.

Opskrifterne er primært fra tvprogrammet, med enkelte nye ind i mellem. Men langt de fleste af opskrifterne kan altså findes på DR´s hjemmeside. Det skal man tage med i overvejelserne inden man køber bogen. Men er man inkarneret Anne-fan, skal bogen nok være et hit.

Rettelse: Anne Hjernøe har været så venlig at gøre opmærksom på en fejl i ovenstående anmeldelse. Jeg har været af den opfattelse, at Pedro Ximenez sherry er et mærke af sherry, hvilket ikke er korrekt. Pedro Ximenez er navnet på en drue, som man laver søde og fede sherryer på, og den findes i adskillige mærker af sherry. Til sammenligning er de fleste andre sherryer, som ikke er nær så søde og fede som sherryer lavet på Pedro Ximenez druen, lavet på druen Palomino Fino. Der er således ikke tale om, at Anne bruger et bestemt mærke af sherry, der henvises blot til typen. Anne oplyser yderligere, at man ikke kan bruge en anden sherrytype i stedet for Pedro Ximenez sherry i hendes retter, da det er sødmen og fedmen i sherryen opskrifterne går efter. Jeg beklager misforståelsen, og takker Anne for rettelsen.

Anne Hjernøe, Annemad med mere, Politikens Forlag, August 2011

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.