// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Yasmina Khadra: Som dag følger nat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Yasmina Khadra: Som dag følger nat

Skrevet af den 19. december 2011 – 07:12Ingen kommentarer

Som dag følger nat er en rørende, barsk og medrivende fortælling om drengen Younes, der bliver født ind i en fattig landarbejderfamilie i 1930´erne i Algeriet. Hans far kæmper en brav kamp for at forsørge familien, men fejler gang på gang. Familien flytter til byen efter at have mistet deres afgrøder i en brand, og her går det for alvor ned af bakke for faderen, der begynder at drikke. For Younes bliver løsningen, at han bortadopteres til farbroren og hans franske kone, som kan give ham en ganske anden hverdag og opvækst med mad, penge og skolegang.

Vi følger Younes fra barnet der leger med vennerne, over teenageperioden med forelskelse og begær og ind i voksenlivet. Det går gradvist op for ham, at der er forskel på rig og fattig og at det kan have afgørende betydning, om man kommer fra en familie med franske rødder eller er af algerisk afstamning. Og hvem er man så selv, når man er søn af en fattig landarbejder fra Algeriet, og er adopteret af en farmaceut med eget apotek og dennes franske kone?

Sideløbende med Younes historie hører vi om nationen Algeriet, der kæmper for at løsrive sig fra Frankrig. En kamp som Younes farbror involverer sig i. Det er en relevant fortælling, som bidrager til at sætte scenen, men det er Younes og hans tanker og relationer, der er det interessante og bærende i bogen.

Hvis du er til udviklingsromaner og interesserer dig lidt for historie og andre kulturer, er Som dag følger nat et rigtigt godt bud på en velskrevet roman.

Yasmina Khadra (pseudonym for Mohammed Moulessehoul) er født i 1955 i algerisk Sahara. Han har været højtstående officer i den algeriske hær, men da han debutterede som forfatter forlod han hæren og gik i eksil i Frankrig. Han bor fortsat i Frankrig. Han er også forfatter til Svalerne i Kabul, som udkom på dansk i 2009. Du kan læse Bogbloggers anmeldelse af Svalerne i Kabul her.

Yasmina Khadra, Som dag følger nat, Gyldendal, August 2011, 350 sider, Originalsprog fransk, Oversat af Nina Gross.