// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kamila Shamsie: Kort over vejen hjem
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kamila Shamsie: Kort over vejen hjem

Skrevet af den 22. august 2011 – 11:08Ingen kommentarer

Karim og Raheen er skæbnebestemte soulsmates fra fødslen. De vokser op i Karachi i en tid med korruption, utryghed og markante uligheder i samfundet. Deres forældre har kendt hinanden i mange år og man fornemmer, at de voksne gemmer på en ikke ubetydelig hemmelighed.

Vi møder Karim og Raheen i starten af 20´erne i Karachi, hvor de er vendt hjem efter flere års studieophold i udlandet. Raheen har boet i USA og Karim har boet i England og kontakten mellem dem har primært været ved brevudveksling. En brevudveksling der frusterer Raheen, da hun ikke forstår Karims breve og gang på gang skuffes over at modtage breve, der kredser om emnet kort over byen Karachi.

Hvis du lige som jeg har meget lidt kendskab til krigen og urolighederne i Pakistan, Bangladesh og Indien i 1971 vil der formentlig være dele af bogen, som du ligesom jeg, vil have svært ved at hitte rede i. I nogle bøger bliver kontekst og handling skåret ud i pap, det er langt fra tilfældet her. Ulempen er her, at man som læser mister interessen, når man bliver hægtet af. Til trods herfor hang jeg alligevel på, da fortællingen om den umulige kærlighed (dels mellem de unge mennesker og dels kærligheden til hjembyen Karachi) trods alt fangede mig.

Hvis du kunne lide Primtallenes ensomhed, som også har nøgleord som skæbnebestemte soulmates, kompleks kærlighed, skuffelse og tilgivelse som de bærende elementer, vil du formentlig også kunne lide Kort over vejen hjem.

Man kunne med fordel have lavet en liste over personerne i bogen, for at hjælpe læseren på vej. Jeg brugte for meget tid på at læse tilbage i bogen flere gange for at konstatere, at Aba er Zafar og at Ami er Yasmin.

Forfatteren Kamila Shamsie (f. 1973) er ligesom bogens hovedpersoner født i Karachi og i dag bor hun i London. På dansk er tidligere udkommet den anmelderroste roman Brændte skygger.

Kamila Shamsie, Kort over vejen hjem, Forlaget Verve, 416 side, Maj 2011.