// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karen Vad Bruun og Benni Bødker: Blod vil have blod
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Karen Vad Bruun og Benni Bødker: Blod vil have blod

Skrevet af den 27. juli 2011 – 13:36Ingen kommentarer

Karen Vad Bruun og Benni Bødker er det seneste makkerpar på den danske krimiscene. De debuterer med Blod vil have blod, hvis hovedperson, Linnea Kirkegaard, er retsantropolog med speciale i knogler. Hun er netop vendt hjem fra det store udland, og hun fremstilles som noget mere kvik og smart end de nye danske kolleger.

Det er godt set at fokusere på denne del af det kriminaltekniske arbejde, for fokus er ofte andre steder i de danske kriminalromaner. I USA har man flere hovedpersoner, der er gode til at håndtere og afkode de mange beskeder, der kan være gemt i forbrydernes ofre. Mest kendt er nok Patricia Cornwells kvindelige retsmediciner Scarpetta.

Romanens afsæt er fundet af et skeletteret lig ved Lammefjorden.. Linnea Kirkegaard tilkaldes, og hun opdager spor efter grov vold og tortur. Det lykkes for hende at skabe et computeranimeret portræt af den afdøde, der viser sig at være en irakisk tolk og asylansøger, som har været forsvundet i over et år. Endnu et mord øger mystikken. Denne gang er det en tidligere dansk elitesoldat fra Irak, som er skudt på klos hold. Læseren kender allerede denne person og ved, at der er en forbindelse til tolken. Sammen har de været involveret i lyssky handel med kunstgenstande fra Irak. Så scenen er sat til en fortælling med internationalt perspektiv, krig, lejemordere og kyniske bagmænd.

Desværre formår forfatterne ikke at gøre historien rigtig spændende eller gribende. De har researchet meget grundigt, men overlæsser fortællingen med detaljer. Der er for mange skabelonagtige arketyper i persongalleriet, og det er for nemt at gætte sig til, hvad der sker. Bind to skulle være i støbeskeen, forhåbentlig strammer duoen noget op, så man får flere overraskelser og mere originalitet.

Karen Vad Bruun og Benni Bødker, BLOD VIL HAVE BLOD, Modtryk, Marts 2011, 356 sider.