// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Brad Thor: Apostlen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Brad Thor: Apostlen

Skrevet af den 21. juli 2011 – 09:44Ingen kommentarer

Den tidligere elitesoldat, Navy Seal’en Scot Harvath, er en hård negl. Han har prøvet lidt af hvert i nogle af verdens farligste brændpunkter. Derfor er han det helt rigtige valg, da datteren af en af den amerikanske præsidents mest betydningsfulde støtter, bortføres i Afghanistan.

Scot skal befri en højtstående Al Qaeda-leder fra et afghansk fængsel og udveksle ham med datteren. Den nyvalgte præsident – som er ”soft” – er imod hemmelige militære opgaver, men lader sig presse. Han har en hemmelighed, som tilsyneladende kun kendes af moderen til den bortførte kvinde. Og kun tilsyneladende, for en Secret Service agent har hørt noget, hun ikke burde have hørt.

Ved hjælp af gode venner, de sande patrioter, og et solidt netværk i Afghanistan, får Scot sammensat det helt rigtige hold, og de kaster sig ud i den livsfarlige opgave. Der er knald på drengen, heftige skudvekslinger, og bogen virker godt researchet. Brad Thor har efter sigende kontakter inden for Secret Service, og han har selv deltaget i en operation i Afghanistan, så det må borge for en vis troværdighed.

Men det er en knaldroman, og til tider står klicheerne lidt vel rigeligt på række. Politikerne aner naturligvis absolut intet om militær, efterretningsvæsen eller livet i felten. ”Der findes ikke længere ret mange ærlige mænd eller kvinder i Washington. Politikere når frem til deres position i kraft af deres ego, ikke i kraft af deres overbevisninger”, som en tidligere og desillusioneret Secret Service agent udtrykker det. Udsagnet skinner igennem som en grundholdning hos forfatteren og udtrykkes gang på gang i forskellige varianter. Det bliver trættende, og det er synd, for plottet er godt skruet sammen, og der er mange gode skildringer af det fremmedartede Afghanistan.

Brad Thor, Apostlen, Mrs. Robinson, 432 sider, Oversat af Ursula Baum Hansen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.