// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Luca Caioli: Messi – verdens bedste
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sportslitteratur

Luca Caioli: Messi – verdens bedste

Skrevet af den 17. juli 2011 – 21:222 kommentarer

Når jeg spørger min søn på tre år, hvem der er verdens bedste fodboldspiller, så svarer han med høj og tydelig røst: Messi. Knægtens yndlingstøj er Barcelona-trøjen med nummer 10 og “Messi” på ryggen samt hans strømper med billede af Messi på. Da Messis klub Barcelona tidligere i år mødte Manchester United i Champions League-finalen forlangte storesøster, at jeg optog kampen, så de dagen efter kunne se Messi spille.

Ja, den lille argentinske boldekvilibrist Lionel Messi har noget nær gudestatus hos både store og små verden over. Og bogens undertitel “verdens bedste” er ikke en overdrivelse. Messi er p.t. i en klasse for sig selv på de europæiske grønsværere og rangerer trods sine kun 24 år allerede nu på niveau med de helt store fodboldguder gennem tiden som Pelé og Maradona.

Messis udfoldelser opleves bedst i billeder og ikke på papir. Derfor kunne man være lidt skeptisk overfor ideen om en hel bog om argentineren. Men bogen giver en rigtig god mulighed for at blive klogere på manden bag de nærmest himmelsk smukke finter og tricks på grønsværen.

Luca Caioli har interviewet en lang række mennesker, som alle på et tidspunkt har været i berøring med “Leo”. Hans barndomsveninde, første fodboldtræner, bedstemor, klubkammerater, landstrænere og mange flere. Og alle beskriver ham på samme måde: genert lille dreng, der har bevaret benene på jorden og blot vil spille fodbold. Han sætter familien over alt andet og drømmer blot om en dag at returnere til hjembyen Rosario og få kone og børn.

Caioli stiller stort set alle de interviewede det samme spørgsmål: Hvem er bedst? Maradona eller Messi? Og svaret er stort det samme. Maradona – men Messi har potentialet til at blive det. Det bliver lidt trivielt i længden at få gentaget personkarakteristikken af Messi og igen og igen læse diskussioner om hvem der er bedst; Maradona eller Messi.

Det gentages desuden i en uendelighed hvor fantastisk god Messi er med en bold. Hvordan bolden bare klistrer til hans fødder når han glider forbi det ene rundforvirrede forsvar efter det andet. Men han er jo også god. Så det er jo egentlig ikke så underligt.

For alle fodboldelskere er Messis tryllerier et sublimt syn og at læse en bog om den lille fodboldtroldmand er også en fornøjelse. Luca Caioli giver os en glimrende gennemgang af både op- og nedture i Messis karriere og beskriver detaljeret nøglekampe, hvor Messi spillede en hovedrolle med lækkerbiskener i det lille felt. En god lille bog til en regnvejrsdag i sommerhuset mens vi venter på at La liga og Champions League starter op igen, så vi igen kan sidde med en kold øl i sofaen og se lille “Leo” trylle for os.

Luca Caioli: Messi – verdens bedste. Forlaget Turbulenz. 2008. På dansk i 2011. 285 sider.

  • christian

    Hvad handler bogen om

  • Om fodboldspilleren Lionel Messi!!