// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Guillermo del Toro og Chuck Hogan: The Strain
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Guillermo del Toro og Chuck Hogan: The Strain

Skrevet af den 16. juni 2011 – 21:36Ingen kommentarer

Et fly lander i JFK lufthavnen i New York. Landingen går helt efter planen, men få minutter efter landingen mistes al kontakt med flyet. Da det lykkes lufthavnspersonalet at komme ind i flyet, findes besætning og passagerer døde. Men der er ingen mærker på dem, ingen tegn på kamp eller panik, alle lader de til at være faldet i søvn og aldrig vågnet igen.

Et indsatsteam med speciale i biologiske trusler kaldes til stedet. Lederen, dr. Ephraim Goodweather, har intet bud på, hvad der kan være sket. Der er ingen virus at finde, ingen mærker, ingen gas i flyet, ingenting at gå efter. Men så begynder passagerne en efter en at give livstegn fra sig…

Sådan starter The Strain af Guillermo del Toro og Chuck Hogan. Del Toro er manden bag film som Pans Labyrint og Hellboy, men han har med The Strain begået sin første bog i samarbejde med Chuck Hogan. Forfatterne har her valgt at tage godt og grundigt afsæt i vampyrgenren, altså den blodige del af den.

Vi har ellers gennem senere års film, tv-serier og bøger fået at vide, at vampyrer er smukke, sexede, og nogenlunde nemt kan leve i fred og harmoni med mennesker. Glem det. I The Strain er vampyrer hverken smukke eller sexede eller det mindste interesserede i fred og harmoni med mennesker – de vil have blod og intet andet. Så hvis man foretrækker det romantisk orienterede hjørne af vampyrgenren, skal man lede et andet sted. Men er man til spænding og uhygge, er der masser at hente her.

En af de anderledes og spændende ting ved bogens tilgang til vampyrer er skalaen. Her er ikke noget med en enkelt skønjomfru bortført midt om natten, og så var det det – her breder vampyrerne sig som en potentiel pandemi. Når først man er bidt, går der ikke længe før man selv vil have blod. Det giver således et ekstra nøk til spændingen, at der hver nat sker en eksponentiel stigning i antallet af vampyrer, for hvordan kan man bekæmpe dem, når de bare bliver flere og flere? Tiden løber meget hurtigt ud for dr. Goodweather og hans forsvindende få allierede i kampen mod vampyrerne.

The Strain er skræmmende spænding fra ende til anden. Den er velskrevet, velresearchet og yderst godt gennemtænkt. Læs den! Men ikke lige før sengetid…

The Strain er første bind i en trilogi, hvoraf der i skrivende stund er udgivet to bind. The Strain er også udgivet på dansk under titlen Blod af forlaget Hr. Ferdinand.

Guillermo del Toro og Chuck Hogan, The Strain, Harpercollins Publishers, Marts 2010