// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Joe Hill: Horn
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Joe Hill: Horn

Skrevet af den 24. maj 2011 – 13:563 kommentarer

Ig Perrish vågner en morgen med meget store tømmermænd. Og horn i panden. Til at starte med tror han, at han er ved at gå fra forstanden, men folk omkring ham lader godt til at kunne se hornene, de er bare mærkværdigt ligeglade med dem. Og hornene har den effekt på folk, at de fortæller Ig deres mørkeste hemmeligheder og deres forbudte lyster, hvad enten han beder dem om det eller ej.

Ig´s første og eneste kæreste, Merrin, blev brutalt voldtaget og myrdet et år forinden, og siden er livet ikke gået Ig´s vej. Han blev aldrig hverken dømt eller renset for mordet, og det betyder, at det er et evigt uafsluttet kapitel i hans liv. Men da chokket har lagt sig over at han har fået horn, og over hvad hornene gør ved folk omkring ham, begynder han at øjne en mulighed for endelig at finde ud af, hvem der myrdede Merrin. For hvis alle uden videre buser ud med deres mørkeste hemmeligheder, så vil morderen ikke kunne gemme sig meget længere.

Selvom horn i panden meget hurtigt leder tankerne hen på djævlen og på andre religiøse aspekter af det gode og den onde, så er hornene i denne bog først og fremmest en indgangsvinkel til at finde ind til alt det, som folk ellers lader være usagt. Til alt det grimme som man aldrig ville sige, som man skammer sig over og som man holder hemmeligt. Men tingene er meget sjældent som de ser ud ved første øjekast, så selv grænserne mellem det gode og det onde udviskes, alt efter hvilke øjne man ser det med.

Bogen lægger ud med en god portion had og selvlede. Den handler om Ig´s trang til hævn over den mand, som tog hans elskede fra ham, og om de mørke sider, vi alle har i os. Men når bogen slutter, kan man se at det egentlig i høj grad er en kærlighedshistorie. Om hvor meget verden falder i grus når dem vi elsker dør, og om hvor meget dem vi elsker vil gøre for os – og hvor meget vi vil gøre for dem og tilgive dem. Og det på trods af alle de fejl og mangler vi har, og på trods af alle de fejltrin vi begår.

Joe Hill har her begået en særdeles underholdende og dejligt anderledes bog. Selv de, som normalt ikke er til bøger med et lidt overnaturligt glimt i øjet, vil kunne nyde denne bog, hvor tilstedekomsten af et par horn mest fungerer som en anderledes vej ind i sjælens mørke afkroge.

Joe Hill, Horn, People’s Press, Marts 2011, 406 sider

  • Den lyder spændende. Og en lille smule barsk.

  • Hvis dog bare Joe Hill ville turde være sig selv – i stedet for at prøve at tage konkurrencen op med farmand (Stephen King)…

    Min konklusion blev: “Alt i alt: Utroværdig, for lang, ikke særlig godt skrevet, mange for direkte oversættelser fra amerikansk og dårlig persontegning – men faktisk alligevel ret spændende på trods. Det skal den dog have.”

    Se hele min anmeldelse på:
    http://bogbrokken.blogspot.com/2011/04/joe-hill-horn-2011.html

  • Jeg tror nu ikke at det er et spørgsmål om at Joe Hill konkurrerer med farmand, nok nærmere et spørgsmål om at æblet sjældent falder langt fra stammen. Hvis man meget gerne vil, kan man godt finde ligheder til Stephen Kings forfatterskab i Horn, men jeg synes nu at han klarer det ret fint på egne ben, hvadenten der er ligheder med det fædrene ophav eller ej.
    Utroværdig synes jeg ikke at den er. Der står jo på bagsiden af bogen, at den handler om en mand, der får horn i panden, så hvis man finder det niveau af fiktion utroværdigt, skulle man nok have ladet bogen stå hos boghandleren. Dårlig persontegning er jeg heller ikke enig i. Ig overvejer hele tiden sine handlinger og sine gode og dårlige sider, og man får også præsenteret både Ig og de andre centrale personer gennem flere øjne, så jeg synes da bestemt at Joe Hill kommer omkring sine centrale personer. De fleste af bipersonerne kan måske siges at være en kende stereotype, men det er så også kun meget få af dem, der optræder på mere end et par sider i alt.
    Jeg nød i hvert fald bogen.