// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martin Suter: Kokken
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Martin Suter: Kokken

Skrevet af den 23. maj 2011 – 07:19Ingen kommentarer

Maravan er tamilsk asylansøger og arbejder som køkkenhjælp på en fin restaurant i Schweiz. Han bliver behandlet som skidt på restauranten og får kun lov til at snitte og vaske op, selvom han er en gudbenådet kok. En dag inviterer han en af sine kollegaer, Andrea, hjem til middag, og han laver et udsøgt måltid efter gamle opskrifter, han har lært af sin bedstemor. Og denne mad har en meget særlig virkning.

Da Maravan bliver fyret, har han svært ved at finde nyt arbejde, og Andrea foreslår, at de starter et cateringfirma, Love food. Her skal Maravan lave sine udsøgte, afrodisierende måltider for ægtepar med ondt i kærlighedslivet. Love food bliver en succes og alle er overraskede over den virkning Maravans mad har.

Men Maravan har moralske skrupler over, at hans bedstemors gamle opskrifter bliver brugt i denne sammenhæng og insisterer på kun at lave mad til gifte par. Men moralen må på et tidspunkt vige for virkeligheden, for hans bedstemor ligger for døden, og han har brug for pengene, så han kan sende medicin hjem til hende. Men helt slemt bliver det, da han finder ud af, at nogle af Love foods kunder tjener deres penge på at levere våben til Sri Lanka, som holder borgerkrigen i live og er med til at slå hans kære ihjel.

Kokken er en rigtig god bog, og det var skønt endelig at læse noget helt andet. Der er en perfekt balance mellem den fornøjelige del, hvor tilberedelsen af maden, ingredienserne og duftene beskrives med stor kærlighed, og den mere alvorlige del, der handler om våbensmugling, borgerkrig og flygtninge. Til sidst i bogen er desuden angivet Maravans opskrifter og så kan man jo give sig i kast med det, hvis man er blevet lidt nysgerrig. Jeg er aldeles godt underholdt.

Martin Suter, Kokken, Mrs. Robinson, maj 2011, 280 sider.