// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karen Glistrup: Snak om angst og depression
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Selvhjælp

Karen Glistrup: Snak om angst og depression

Skrevet af den 18. maj 2011 – 21:17Ingen kommentarer

Det er en superfin bog, Karen Glistrup har fået udgivet. I en tid, hvor flere og flere lider af angst og depression er den desværre højaktuel. Bogen er skrevet til familiens mindste, som kan have svært ved at forstå, hvorfor de voksne er kede af det. Glistrup trækker på sine mange års erfaring som såkaldt familieterapeut.

Man mærker, at forfatteren er en, der kender alt til, hvad det er for spørgsmål og tanker, de små pus kan gå med, når en voksen har ondt i livet. Den viser børn, at psykisk sygdom ikke smitter, at det ikke er børns skyld og at det er sygdom, der gør, at man kan være træt og sur og skælde rigtig meget ud.

Bogens sider er prydet af nogle superfine illustrationer – og så er bogen smart bygget op:

Der er en ‘læs-for-børn’-sektion for de små, en uddybende sektion for større børn og en grundig sektion for voksne. Det fungerer ualmindeligt godt, og jeg kan forestille mig, at særligt større børn, vil få stor glæde af de afsnit, der er rettet mod dem. Særligt fordi, at litteratur til børn om dette lidt ømtålelige emne, ikke er det, der er mest af.

Depression og angst er på folkesygdomsniveau. At vi ikke tør, kan eller vil tale om det med børn, er der i hvert fald ikke nogen undskyldning for nu. Karen Glistrups bog er en fin måde, at få vendt de svære ting i livet med børn. Den har en åben, fin og til tider sjov måde at forholde sig til psykisk sygdom på. Det er godt og vigtigt, at bøger som disse er på markedet. Mange familier vil have stor gavn af at snakke om angst og depression med bogen som døråbner.

Karen Glistrup: Snak om angst og depression, PsykInfo Forlaget, 52 sider, 2011.