// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nigella Lawson: Nigellas køkken
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Nigella Lawson: Nigellas køkken

Skrevet af den 29. april 2011 – 08:00Ingen kommentarer

Nigella Lawson, som for efterhånden en del år siden slog sig fast som køkkengudinden, er udkommet med en ny kogebog. Det er en ordentlig moppedreng på 512 sider, fyldt med lækre billeder og hjemlig køkkenhygge.

Størrelsen gør dog, at det ikke lige er en bog man bladrer igennem for at hente inspiration til aftensmaden fem minutter før man tager ud for at handle ind. Det skyldes især kapitelinddelingen, som er sat op efter temaer som ’Skynd dig jeg er sulten´ og ´Mad ud af ærmet´, frem for efter rettens type. Er man således ude efter en ret med kylling eller måske efter en kage af en art, er det nødvendigt at give sig til at bladre det hele igennem. Men hvis man er typen der planlægger for mere end en dag eller to ad gangen kan det dog sagtens lykkes, og det er måske også der at man vil få mest ud af bogen.

Bogen lever i høj grad på Nigellas charme som køkkengudinde, og skulle man have tiden, er det ret hyggeligt at læse hendes introduktioner til hver ret. Hun har en mening om stort og småt i køkkenet, og har altid et godt råd hun kan ryste ud af ærmet. Og hun får altid køkkenet til at virke som et lidt mere indbydende sted at opholde sig. Det meste af maden er forholdsvis hurtigt og nemt tilberedt og kræver ikke alt for mange eksotiske ingredienser. Nemt og hurtigt til hverdag. Hist og her bliver det dog næsten for hverdagspræget – enkelte opskrifter er hen mod det lidt kedelige, så det inspirerende moment, der gerne skulle være i en kogebog, lidt går tabt. Til gengæld er der masser af opskrifter at hente – bogen er som sagt en moppedreng – og her er bestemt også guldkorn at finde mellem de lidt mindre spændende af opskrifterne. Så selvom antallet af opskrifter nok burde have været revideret en kende inden bogen røg til trykkeriet, så er her stadig gode sager at hente.

Køkkenets gudinde markerer nye afsnit og alskens andet godt med hjerter. Alene det gør det til en ret feminint orienteret bog, og derudover er de små anekdoter om hver ret også med til at skabe en ret kvindeorienteret bog. Dermed ikke sagt, at mænd ikke kan finde glæde ved bogen. Nigella er jo ikke en køkkengudinde for ingenting, og de herrer, der hemmeligt er en smule forelskede i hende, kan også sagtens være med. Andre mænd vil nok grundet det feminine layout hellere se sig om efter en anden bog, til trods for at opskrifterne i sig selv ikke er ultrafeminine. For Nigella nyder køkkenets glæder, hvad enten de nu byder på lette salater eller noget langt mere kødfuldt – hun er ingenlunde kræsen. Her er noget for enhver smag, både for børn og voksne, kvinder og mænd.

Alt i alt er bogen en fin, men dog ikke uundværlig, tilføjelse på kogebogshylden.

Nigella Lawson, Nigellas Køkken, Gyldendal, April 2011, 512 sider.