// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op – mine seks år som gidsel
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Ingrid Betancourt: Selv stilhed hører op – mine seks år som gidsel

Skrevet af den 10. maj 2011 – 20:38Ingen kommentarer

Ingrid Betancourt er i 2002 kandidat til posten som Columbias præsident, da hun på vej til et vælgermøde kidnappes af guerillabevægelsen FARC. Hun forsøger i den første periode at bevare roen med troen på, at hun skal slippe derfra hurtigt, og hun kæmper mod de dårlige forhold og er overbevist om, at regeringen og myndighederne, herunder også de franske, kæmper for hendes frigivelse. Men der skal vise sig at gå 6 år.

Bogen er en fortælling om de 6 år i fangenskab. Sult, sygdom, fornedrelse og overgreb bliver en del af hendes nye tilværelse i junglen, og hun konfronteres med menneskets værste sider, både hvad angår hendes fangevogtere, medfanger og sig selv.

Det er en rystende fortælling, og det er skræmmende at læse og vide, at det her er virkelighed. Jeg må dog visse steder stille spørgsmålstegn ved troværdigheden – bogen er utrolig detaljeret både hvad angår tidsangivelser, stedsbeskrivelser, samtaler og måltider på trods af, at hun kom derfra uden noter eller andet. Hun beskriver selv, hvordan hun brænder sin dagbog i frygt for at få den taget fra sig.

Derudover er hendes fortælling fyldt med lange, religiøse overvejelser, der gør den lidt tung at læse, men som er meget godt i tråd med bogen ellers, som handler mere om menneskelige end fysiske anstrengelser. Hvordan bevarer man sig selv, når man behandles så dårligt og mister al kontrol? Det er fascinerende læsning, jeg ikke ville have været det foruden, og det er en god påmindelse om, hvordan nogle steder i verden halter bagud.

Jeg ville dog ønske, at der havde været et kapitel om livet efter frigivelsen, for at få en afslutning på alle de overvejelser, hun gør sig under fangenskabet i forhold til livet bagefter. Bogen slutter da hun ankommer til lufthavnen efter frigivelsen, og det efterlader læseren med en masse spørgsmål omkring hvordan man kommer videre med livet efter 6 år som gidsel.

Ingrid Betancourt, Selv stilhed hører op, Gads forlag, maj 2011, 624 sider.