// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Deborah Harkness: Heksenat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Deborah Harkness: Heksenat

Skrevet af den 8. maj 2011 – 21:012 kommentarer

Diana Bishop er heks af afstamning, men har fravalgt det magiske liv til fordel for et liv som historiker. Men under hendes research på Bodleian Library i Oxford får hun ved et tilfælde fingrene i en magisk bog, Ashmole 782, som har været forsvundet i mange hundrede år. Hun vil dog ikke have noget med magi at gøre, så hun sender det tilbage til Bodleians arkiver.

Men inden da har hendes fund af bogen allerede tiltrukket opmærksomhed fra en hel del andre magiske væsener, både vampyrer, dæmoner og andre hekse. De vil gøre alt for at få fingre i bogens hemmeligheder, og de tror, at Diana kan fremskaffe bogen igen. Nu får Diana brug for sin magi for at overleve og for at finde ud af, hvad der egentlig står i Ashmole 782. Hun får hjælp af en vampyr, Matthew, men kan hun stole på ham, og kan hun stole på sit hjerte omkring ham? Og ikke mindst, hvordan finder hun ud af hvordan hun skal bruge den magi, som hun lige siden hun var lille har nægtet at gøre brug af?

Heksenat er en historie, der foregår i den samme verden som vi selv er i, bare tilsat vampyrer, hekse og dæmoner. Omdrejningspunktet er dog ikke så meget magien som det er den spirende kærlighed mellem Diana og Matthew, som kommer til at kæmpe mod egne og andres fordomme og regler, som forhindrer dem i at være sammen.

Forfatteren Deborah Harkness er historier, og det kan mærkes. Gennem bogen får vi en del at vide om den tidsalder, hvor Ashmole 782 blev skabt, sideløbende med at Matthews lange liv giver anledning til at fortælle om, hvordan tingene foregik i andre tider. Og det er rigtigt godt flettet ind, der er ingen kedelige pauser, hvor der lige skal presses lidt historie ind for at læseren kan være med, og det hele holdes relevant for bogens fortælling. Det hele er flydende og godt præsenteret, uden at det bliver tørt.

Historiefortællingen giver også liv til de hele 730 sider, bogen er på. For der er forbavsende lidt action i den, set i forhold til hvor mange sider der er. Det er dog ikke nødvendigvis en mangel, for bogen flyder fint uden hæsblæsende action på samtlige sider, og den formår uden problemer at holde læserens interesse fanget.

Heksenat er første bind i en planlagt serie på 3, og bogen slutter da også af på en sådan måde, at man næsten er nødt til at læse den næste i serien, når den engang udkommer. Mere skal ikke afsløres her. Bogen kan anbefales til de fleste, som ikke har noget imod hekse og vampyrer, og som kan lide en kærlighedshistorie tilsat lidt action.

Deborah Harkness, Heksenat, April 2011, Lindhardt og Ringhof, 736 sider.

  • Det er en super god og intens bog, som jeg læste på 4 dage.. Men da der kun var 100 sider tilbage, indså jeg, at historien ikke ville blive afsluttet i denne bog. Og der vil være lang vente tid til den næste kommer. Men jeg vil vente spændt.
    Bogen er super go, for dem der elsker intens kærlighed med en blanding af magi. Kan virkelig anbefales.

  • Sara Pedersen

    Hej 🙂

    Jeg ville bare lige dele med så mange som muligt, at jeg netop har hørt fra forlaget idag. Toeren “Nattens Skygge”, er sat til at komme d. 20 april 2012 (obs! datoen kan ændres inden da).

    Mvh Sara