// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Nyrup og Tom Carstensen: Hooligan
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Samfund, Sportslitteratur

Jonas Nyrup og Tom Carstensen: Hooligan

Skrevet af den 3. april 2011 – 23:00Ingen kommentarer

Hvad får helt almindelige unge mænd til at bruge en stor del af deres fritid på at arrangere og deltage i ekstremt voldelige men alligevel også velorganiserede slagsmål? Adrenalinkick er et af svarene, men ikke det eneste. Den følelse af fællesskab, som man også finder i fodboldklubben, skakklubben eller i den politiske ungdomsorganisation, er også en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor nogle fodboldfans vælger at blive hooligans. Og når man først én gang har tævet og sparket på hooligans fra andre ”firms”, så er man ”hooked”. Det er konklusionen i denne meget grundige fortælling om de danske fodboldhooligans.

Bogen følger tre mænd, der hver især har været eller er leder af en hooligangruppe, kaldet et ”firm”. De tre ”top boys” repræsenterer henholdsvis South Side United (Brøndby-tilhængere), Copenhagen Casuals (FCK) og White Pride (AGF). Alle tre har været med i ”gamet” i 10 år eller mere, og der er derfor tale om tre meget centrale kilder til forståelsen af det at være hooligan og forståelsen af det danske hooliganmiljø. Det giver bogen en enorm troværdighed, at forfatterne har formået at komme så langt ind i miljøet. Her har vi ikke at gøre med almindelige menige hooligans, men med mænd, der lever og ånder for disse arrangerede slåskampe, hvor kærligheden til fodboldklubben ofte træder i baggrunden til fordel for den rene voldsdyrkelse. Men omvendt peger de alle tre på, at det netop er en voldsom kærlighed til klubben, som antænder dem til at gå så meget amok, som de gør i slåskampene.

Kontakten til de tre ”top boys” er ikke kommet af sig selv for de to forfattere. ”Hooligan” er i virkeligheden resultatet af, at forfatterne har fulgt hooliganmiljøet og de tre hovedpersoner gennem mere end 10 år. Der er altså ikke tale om at researchen og skriveprocessen har varet fire måneder eller et halvt år, som man ofte ser med denne type journalistiske bøger. Her er fortællingen sammensat af reportager fra mange episoder op gennem nul’erne og adskillige interviews med de tre personer gennem årene. Dermed får vi præsenteret interviewpersonens holdninger i situationen, og ikke hans selvransagede version flere år efter. Det virker ret godt, samtidig med at forfatterne kan bede de interviewede reflekterer over hvad de tidligere har sagt. Hatten af for dette grundige arbejde, der har betydet, at bogen er spækket med meget stærke reportager, hvor forfatterne enten selv har stået lige midt i begivenhedernes centrum, eller hvor de har fået de tre hovedpersoner til at beskrive situationerne meget detaljeret, som om man var der selv.

Bogen er således en rejse over 10 år gennem det danske hooliganmiljøet, hvor vi på fornem vis får illustreret hvordan det ændrer sig gennem årene. I starten af nul’erne opererede man med en række meget klare regler for slåskampene. De måtte kun finde sted på dage, hvor ens fodboldhold skulle mødes. Ikke noget med overfald i hverdagen. Der måtte ikke bruges våben. Man måtte kun komme det aftalte antal mennesker til de arrangerede slåskampe, og man sparkede ikke på folk, der lå ned. Men reglerne var faktisk årsagen til at reglerne blev brudt. For hvis et ”firm” ved et møde eksempelvis havde brudt reglen om kun at møde op med det aftalte antal folk, så hævnede det andet ”firm” sig næste gang ved at medbringe slagvåben og knive. Dermed faldt reglerne langsomt fra hinanden gennem årene, og i dag er slåskampene langt mere voldelige og ukontrollerede end tidligere.

Hooligan-fænomenet opstod i England, og forfatterne bruger megen energi på at fortælle om hvordan det opstod og udviklede sig. Det giver en glimrende forståelse af fænomenet og viser at de danske hooligans opførsel i virkeligheden er vand ved siden af den totale afstumpethed som har præget og tildels stadig præger det engelske hooliganmiljø.

Hooligansene er hovedpersonerne i bogen, der er næsten klinisk renset for politifolk, sociologer og andre professionelle aktører, eksperter og iagttagere. Politiet har i den daglige nyhedsdækning al den taletid til rådighed, som de måtte ønske, mens hooligansene sjældent kommer til orde. Derfor har journalisterne fokuseret på for en gangs skyld at fortælle fodboldbøllernes historie. Men det er ikke ensbetydende med, at der er tale om en forherligelse af deres gerninger. ”Hooligan” er bestemt ikke nogen hyldest af fænomenet og de, der står bag. Men den forsøger at beskrive det, der virker ret underligt for os almindelige mennesker; Hvorfor giver folk sig i kast med voldsomme slagsmål for sjov? Hvorfor lader de søndag efter søndag sig slå nærmest halvt fordærvede af andre mænd med brækkede næser, arme og ben samt store ar og flænger i hovedet til følge? Uden at der er hverken penge eller kvinder indblandet. Fordi de kan lide det. Fordi de ikke kan lade være.

Mere end 320 sider kan virke som meget for en bog om et emne som fodboldbøller. Men forfatternes omfangsrige research og informationsindsamling gør, at det ikke er én eneste side for meget. Tomgangsskriverier og gentagelser forekommer stort set ikke i en bog, der bare flyder derudaf på en fortællemæssig legende let facon.

”Hooligan” med undertitlen ”De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” er en af de bedste journalistiske bøger jeg længe har læst. Den formår med sin direkte facon fuldstændig at fænge en ellers sky slapsvans, der ville være over alle bjerge, hvis folk bare nævnte ordet ”´slagsmål”.

Jonas Nyrup og Tom Carstensen: Hooligan – de danske broderskaber. Respekten, æren, rusen. Lindhardt og Ringhof 2011. 328 sider.