// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sune Fischer, Johnny Frederiksen og Michael Holbek: Bandekrig
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Sune Fischer, Johnny Frederiksen og Michael Holbek: Bandekrig

Skrevet af den 20. marts 2011 – 20:20Ingen kommentarer

Hvis det her var en kriminalroman med en fiktiv handling, ville man måske mene det var på kanten til det urealistiske med al den vold, skyderi og drab side op og side ned. Men “Bandekrig” er beskrivelsen af virkeligheden i Storkøbenhavn anno 2010, hvor hovedstaden står midt i en blodig krig mellem indvandrerbander og rockere. Meget detaljeret og pædagogisk kommer vi slavisk igennem krigens udvikling uge for uge, dag for dag, time for time. Samtidig får vi trukket tråde bagud, så vi som læsere forstår hvad der har udløst krigen og forstår hvordan venner nu er fjender.

Krigen blev skudt i gang i sensommeren 2008 med nedskydningen af et medlem af en indvandrerbande på torvet i den belastede bydel Tingbjerg. Derefter er det gået slag i slag med flere hundrede affyrede skud og syv dræbte, heraf flere uskyldige ofre. Bogen slutter i foråret 2010, da krigen tilsyneladende ebbede en anelse ud. Nu ser det til gengæld ud til at flere af indvandrerbanderne er gået i krig med hinanden.

Tilbage til begyndelsen i 2008, som faktisk ikke er begyndelsen på bandekrigen. Forud er gået en række episoder startende i 2005 med et tyveri af en bil. Gamle venner bliver fjender i takt med at vandene skilles og Hells Angels trækker mange unge ind i deres ungdomsafdeling AK81. Her bliver de håndlangere for englene i kampen om hash- og narkotikmarkedet mod indvandrerbanderne, hvor Blågårds Plads-gruppen er den toneangivende. Blågårds Plads og HA var egentlig samarbejdspartnere, men biltyveriet og et meningsløst overfald i lufthavnen på en HA’er på vej på ferie med familien, får HA’erne til at erklære Blågårds Plads krig. Samtidig forsøger Blågårds Plads agressivt at få fodfæste på det lukrative hashmarked på Christiania. Et marked som HA’erne ellers betragter 100 procent som deres territorie.

Krigen bølger frem og tilbage med angreb, gengæld, gengæld for gengæld og så videre derudaf. Når den ene side har skudt, skyder den anden side dagen efter. Forfatterne konkluderer rigtig nok, at der ofte ikke er tale om minutiøst planlagte henrettelsesforsøg, men mere om spontane angreb, hvor den ene gruppe spotter en fra den anden gruppe – eller en, der ligner. Det mest groteske i krigen er de mange uskyldige mennesker, der bliver skudt på. Størst indtryk gør episoden med en færøsk mand, der sammen med sin kammerat er faret vild på Nørrebro. De kører langsomt rundt i gaderne, hvor de nervøse indvandrerbander tror at de er rockere på mission. Færingen bliver derfor skudt ned bagfra og kammeraten kører for fuld hammer mod det nærliggende Rigshospital. Færingen beskriver i bogen hvordan han ligger på operationsbordet og ser et stort hvidt rum foran sig. Han overlever, men var han kommet 10 minutter senere på operationsbordet var han død, lyder vurderingen fra lægerne.

Forfatterne forsøger ikke at drage konklusioner eller udpege helte og skurker. De beskriver nøgternt hvad der er sket og hvad der ligger bag. Hovedpersonerne er rockerne og indvandrerbandemedlemmerne med politiet i en meget tilbagetrukket sekundær rolle. Journalisterne har valgt at lade krigen være omdrejningspunkt og lade krigens begivenheder drive handlingen frem. Politiets arbejde bruges der ikke meget krudt på. Det er mest nøgterne konstateringer af hvor lang straf gerningsmændene efterfølgende fik for den pågældende episode, eller desværre alt for mange konstateringer om at det ikke lykkedes at få nogen dømt for episoden. Skyderiet mod færingerne er en af disse episoder. Der kunne sikkert skrives en hel bog om politiets arbejde med bandekrigen, men det fungerer faktisk rigtig godt ikke at lade politiet fylde for meget i fortællingen. Politiet får ofte i forbindelse med de enkelte episoder lov til at udlægge teksten og fælde dom over hvorvidt den angrebne, nedskudte, dræbte eller anholdte var bandemedlem, AK81’er, fuldgyldig HA’er eller havde relation til banderne. Men med kilderne i det kriminelle miljø på plads behøves forfatterne ikke ty til den løsning. Her får vi det direkte fra hestens egen mund.

Det var først bagefter, at det slog mig, at bogen ikke indeholder en tidslinje, der opremser de mange begivenheder kronologisk. Med så mange skudepisoder, retssager, sammenstød og voldsepisoder på ganske få år havde det nok ikke været nogen helt skidt ting. Men bogen er faktisk så systematisk bygget op, at man ikke mister overblikket. Og det var derfor først nu det slog mig, at der ikke er en tidslinje. Det er sådan en ting jeg ellers ofte sidder og mangler undervejs i læsningen. Forfatterne går stille og roligt frem med kapitler, der stille og roligt beskriver begivenhederne på en måde, så man ikke mister overblikket. Det der ofte kan forvirre læseren er, når forfatteren springer i tidsforløbet frem og tilbage til relaterede begivenheder. Det gør forfatterne til “Bandekrig” ikke. Til gengæld bruger de mindst fem gange formuleringen “Det vender vi tilbage i kapitlet om xxxx” eller “det vender vi tilbage til senere”. Det virker nogle gange lidt forstyrrende, når man nu lige var så godt i gang med at læse om et bestemt emne. Men hellere det end at fare helt vild.

De tre forfattere er til daglig kriminalreportere på Ekstra Bladet og har derfor et stort kendskab til emnet og et bredt kildenet at trække på. Det er bogens helt store styrke, da man som læser føler sig særdeles godt oplyst og får alle aspekter og detaljer med. Det her ER bare bogen om bandekrigen.

Sune Fischer, Johnny Frederiksen og Michael Holbek: Bandekrig. Ekstra Bladets Forlag 2010. 256 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.