// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erica Palmcrantz Aziz og Irmela Lilja: Raw Delight
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Erica Palmcrantz Aziz og Irmela Lilja: Raw Delight

Skrevet af den 4. marts 2011 – 08:00Én kommentar

Jeg er hemmeligt en smule fascineret af raw-konceptet. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man vil sætte sig selv så mange begrænsninger i sin madlavning, som konceptet indebærer, uden uafviselige beviser for at det er vejen frem. Dem har jeg endnu ikke set. Til gengæld har jeg set en del påstande om, hvad konceptet kan, og det spænder fra noget så jordnært som at det kan give dig glæde og velvære til noget så vidtløftigt som at folk har kureret sig selv for kræft vha. en raw diæt. Særdeles besnærende, men så vidt vides ikke videnskabeligt bevist. Min fascination af raw køkkenet stammer ikke som sådan fra de besnærende løfter, men nærmere fra en tese om, at hvis man sætter sig selv en masse begrænsninger, så bliver man også kreativ med det, man har tilbage. Det er en let fortolkning af ordsproget ’nød lærer nøgen kvinde at spinde’.

Hvis nu man piller al hypen og de smukke løfter fra, så står man ret beset tilbage med et køkken, der ikke indeholder animalske produkter, og ikke gør brug af raffineret sukker, og hvor tilberedningen begrænser sig til tørring ved højst 42 grader. Det udmønter sig en ret stor del grønsager. Salater, for eksempel. Salater er ikke lige det, jeg mener med at blive kreativ med det man har tilbage, salat spiser de fleste af os jo regelmæssigt i forvejen.

Dessertkøkkenet, til gengæld, her må være noget kreativitet at komme efter, for hvis man ikke må spise hverken mælkeprodukter, æg eller sukker, og heller ikke må varme maden op, så må det jo betyde et uigenkaldeligt farvel til alt det søde i livet, såsom kager og desserter af enhver art. Men den netop udkomne bog, Raw Delight, viser, at man sagtens kan få noget sødt i livet selvom man giver afkald på sukker, mælk, æg og brugen af et komfur.

Her er masser af friske frugter og bær, masser af tørret frugt og nødder. Raffineret sukker er erstattet med honning, agavenektar og tørret frugt, mens mel og æg er erstattet med nødder og olier og nøddesmør. Så når der skal lagkage på bordet, laver man en bund af finthakkede nødder og frugter, og kommer fløde lavet på nødder, honning, og avocado henover, sammen med masser af frugt og bær. Her kunne man godt komme til at tilslutte sig påstanden om, at raw food giver glæde og velvære, for det ser lækkert ud. Friske bær og frugter er altid godt og giver jo nogle utroligt lækre farver. Her er faktisk mange rigtigt fine bud på friske sommerdesserter, som jeg glæder mig til at prøve af, når frugterne og bærrene rigtigt begynder at komme i sæson igen. Udover et bud på lagkage er her også bud på is, frugtgrød, småkager og tærter. Der er også masser af bud på konfekt, som jeg har skrevet mig bag øret at lave til jul, for her er en del alternativer til den gængse marcipan- og chokoladekonfekt.

Det er rigtigt rart med et bud på desserter, der er lidt anderledes, og tydeligt indeholder en masse sunde ting. Det kan måske godt få en til at tage et ekstra stykke, når nu det står der og ser lækkert ud. Det er ikke dog slankekost, det her, hvis det er det man tror, når der bruges ordet ’sundhed’. Nødder er særdeles fedtholdige, og kokosolie og kakaosmør bruges i rigt omfang. Det er det sunde fedt, men det sætter sig stadigvæk på sidebenene. Derudover er tørret frugt særdeles sukkerholdigt, så bare fordi man bruger det frem for raffineret sukker, slipper man altså ikke for kalorier i sin mad. Desuden skal man holde sig in mente, at den mængde nødder og olie, der bruges i mange af opskrifterne, gør det til en lidt bekostelig affære at fremstille dem. Et eksempel er en tærte, der bruger 3 dl pekannødder og 9 dl cashewnødder – lækkert, men bestemt ikke billigt og heller ikke just fedtfattigt.

Men alt i alt giver bogen nogle udmærkede bud på desserter, som passer godt især til sommeren, og er et godt supplement til det mere almindelige dessertrepertoire. Også selvom man ikke tilslutter sig raw som koncept.

Erica Palmcrantz Aziz og Irmela Lilja, Raw Delight, 128 sider, Borgen, Marts 2011