// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tony Blair: A journey
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, International Politik, På engelsk, Politik & debat, Politisk biografi

Tony Blair: A journey

Skrevet af den 25. februar 2011 – 00:07Ingen kommentarer

Bill, Poul og Tony med henholdsvis Clinton, Nyrup og Blair som efternavne, var de tre store idoler i tiden for politisk aktive unge demokratiske socialister i midten af 90’erne. Jeg har læst Clintons monsterstore selvbiografi (818 sider hvis jeg husker rigtigt) og sidder og venter ængsteligt på Nyrups. Derfor var det en fornøjelse at kunne fordrive tiden med Blairs selvbiografi.

Fordrive tiden med kan måske få det til at lyde som om bogen er (ligegyldig) underholdning på linje med Unge Mødre eller Paradise Hotel. Det er den bestemt ikke. Tværtimod faktisk. Her er tale om en meget ærlig og direkte udlægning og fortolkning af centrale begivenheder i Storbritannien, Europa og Verden de sidste omkring 15 år fortalt med udgangspunkt i Blairs egne oplevelser – naturligvis.

Blair har valgt, modsat Clinton, at fokusere på en række centrale emner og begivenheder i stedet for Clintons noget trættende, nærmest minutiøse, kalendergennemgang. Det skal han have stor ros for. Han skal også roses for, at mange af udvalgte emner og begivenheder ikke ligefrem er ukontroversielle. Mest bemærkelsesværdigt er det, hvordan gennem hele bogen ikke holder sig tilbage med at komme med stikpiller til rivalen Gordon Brown og især Browns hjælpere. Adskillige gange konkluderer han, at den og den mediekampagne sikkert var iværksat af Browns folk. Han har desuden et helt kapitel med titlen: “2005: TB/GB”, hvor han ikke lægger fingre imellem. Jeg tvivler på Nyrup går så direkte til Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard eller nu afdøde Svend Auken. Blair runder af med at fastslå, at Brown tabte valget i 2010 fordi han gik væk fra “New Labour”. Det var den totale omvæltning af Labour-partiet, som Blair, Brown og Peter Mandelson m.fl. opfandt i midten af 1990’erne. Det førte Labour til magten i 1997 efter 18 år med konservativt styre og var medvirkende til at Blair, som den første Labour prime minister nogensinde, blev genvalgt to gange.

De største pletter på Blairs eftermæle er hans tætte parløb med George Bush efter 9/11 og deres fælles jagt på Saddams masseødelæggelsesvåben. Også de politiske tyrer tager Blair ved hornene, og han står fuldt og fast ved det de gjorde.

I de fleste selvbiografier pakker hovedpersonen ofte tingene ind og nedtoner sin mening om bestemte folk, som han eller hun måske ikke har været på bedste fod med. Men ikke hos Tony. Her får folk besked. Og han holder sig ikke tilbage med at tage fat i emner som, hvad det egentlig er for et forhold Bill og Hillary Clinton har, eller George Bush’s manglende kendskab til Europa og dets ledere. Blair kalder ham konsekvent “George”, mens andre statsledere nævnes med efternavn. Han signalerer dermed, at han står ved sit tætte parløb med texaneren.

I filmen “The Queen” ser man hvordan en ung og næsten nyvalgt Blair vrider armen om på den engelske dronning, og får hende til at stå frem og adressere nationen efter Dianas pludselige og dramatiske død i 1997. Ofte lægges der et ekstra lag dramatik indover den slags begivenheder, når de skal forvandles til filmiske fortællinger. Det ser dog ikke ud til at have været tilfældet her, hvis man skal tro Blairs gengivelse af begivenhederne. Han måtte virkelig vride armen om på Dronningen. Og Tony Blair holder sig da heller ikke tilbage med at nævne den større sympati mange folk, inklusiv Blair, har for Diana end for Dronningen og det resterende engelske kongehus. Igen en meget direkte stil, som må have givet Dronningen kaffen galt i halsen – hvis hun har læst bogen. Uden sammenhæng i øvrigt, så får vi på side 544 at vide, at Tony Blair kan lide at “spend time and comfort in the loo”. Ah ha, ser man det!

“A journey” formår på glimrende vis at mikse britisk, europæisk og international politik på en måde, så både dem med stor interesse for britisk politik og os andre får noget ud af bogen. Blair skriver selv i indledningen, at bogen er bygget op således, at man kan læse de enkelte kapitler uafhængigt af hinanden. Man kan altså vælge at læse ligfe præcis de kapitler om de emner man finder mest interessante. Men man får naturligvis mest ud af at læse bogen i sin helhed.

Mange – især tidl. statsledere – forsøger i bakspejlet at få deres handlinger til at se mere velovervejede og gennemtænkte ud, end de egentlig var på det gældende tidspunkt. Men igen, ikke Tony. Han skjuler ikke at han var i tvivl mange gange undervejs, når han stod overfor store beslutninger eller stod overfor enkerne og børnene til de soldater, der døde som følge af hans beslutninger. Han svinger sig, meget ulig politiske selvbiografier, ikke op til at have været det store politiske geni, som gjorde alting rigtigt. Han underspiller ikke betydningen af sine smarte træk og kløgtige beslutninger, men han forsøger heller ikke at tegne et glansbillede af sig selv og sin regeringstid. I grunden lidt overraskende fra en mand, der i den grad blev forbundet med politisk spin. Hans tro følgesvend Peter Mandelson går således ikke af vejen for at kalde sig selv “The king of spin” i sin selvbiografi (en anmeldelse af den er på vej).

“A journey” er naturligvis en “must read” for politiske nørder med rødder i 90’erne, men I andre er også meget velkomne til at læse med. Det er nemlig en meget læsværdig bog – for nu at sige det ærligt og direkte i bedste Tony-style.

Læs også anmeldelsen af “The end of the party – the rise and fall of the new labour” om Blairs sidste valgperiode.

Tony Blair: A journey. Hutchinson, 2010. 717 sider. (Udkommer på dansk i foråret 2011 på Jyllandspostens Forlag)