// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anette H. Storeide: Arven efter Hitler
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Politik & debat, Samfund

Anette H. Storeide: Arven efter Hitler

Skrevet af den 22. februar 2011 – 10:33Ingen kommentarer

Den norske historiker Anette H. Storeide har skrevet en fremragende bog om Tyskland efter 2. verdenskrig. Storeide skildrer et 65 årigt langt og smertefuldt opgør med den tunge arv, som nazismen efterlod. Bredden i kildematerialet er imponerende. Der er forsket grundigt i politik, litteratur og film, og der er anvendt personlige vidnesbyrd. Det store personlige engagement skinner igennem, den sproglige stil er stram, og bogen er elementært spændende.

Ved 2. verdenskrigs afslutning bestod Tyskland af 400 millioner kvadratmeter ruiner. Drømmene om et germansk tusindårsrige var knust, sønner, fædre og ægtemand var døde, lemlæstede eller i fangenskab, og de efterladte kvinder mishandlede eller ligeledes omkomne. Efterhånden som verdenskrigens rædsler blev blotlagt, blev det stadig sværere at ignorere naziregimets grusomme forbrydelser. Så den tyske befolkningen, krigens tabere, stod over for en svær opgave, i arbejdet med at skabe en ny tilværelse.

Tyskland blev delt, først i fire besættelseszoner, dernæst i Vest- og Østtyskland (DDR). Opdelingen førte til helt forskellige udlægninger af nazifortiden. I Østtyskland polerede man glorien. Kommunismen og andre antifascistiske kræfter havde blæst Hitler ud af denne verden, og nu var det tid til at trække en streg i sandet; 2. Verdenskrig er slut, vi ser fremad og opbygger et idealsamfund med Sovjetunionen som forbillede.

Den kollektive hukommelse i Vesttyskland foreskrev, at ansvaret for krigen lå hos Hitler og hans topfolk. Befolkningen vidste intet om massedrab og kz-lejre, og der kom hurtigt fokus på de ofre, den ”almindelige” tysker havde lidt under krigen.

Efter en kort periode med mere eller mindre halvhjertet afnazificering gled verdenskrigen og opgøret med nazismen ind under den kolde krigs skygge. Der blev den ulykkelige historie gemt bort ved hjælp af fortrængning, fordrejning og fornægtelse. Det holdt, lige indtil ungdomsoprøret og kansler Brandt kom ind på den politiske scene.

Hvis der er en helt i Storeides bog, må det være Brandt. På trods af knusende kritik fra såvel sit eget parti som fra politiske modstandere, tog han hul på en tilnærmelse til DDR og på den svære erkendelse af Tysklands ansvar. Det måske stærkeste udtryk for denne erkendelse kom da Brandt i 1970 knælede foran monumentet for opstanden i Warszawas jødiske ghetto. En på den tid uhørt skarp manifestation. Et år senere modtog Brandt Nobels fredspris som anerkendelse af arbejdet med at skabe forståelse og forsoning mellem øst og vest.

I DDR gik det mere trægt, viser Storeide. Ensretning og politisk kontrol betød, at jødeudryddelsen ikke kom på dagsordenen, før befolkningen satte sig op mod eneherskerne og væltede muren i 1989.

Storeide belyser også, hvor stor betydning film og litteratur har haft. Den amerikanske tv-serie ”Holocaust” blev set af mange vesttyskere i 1979, men emnet var fortsat så kontroversielt, at der blev lagt hindringer i vejen for serien i Sydtyskland. Effekten udeblev ikke – Holocaust blev faktisk årets ord i Vesttyskland!

”Arven efter Hitler” lægger sig meget elegant mellem den til tider lidt tørre historiske formidling og den mere populære. Det tjener forfatteren til ære, for det er et stort og omfattende emne, hun inddrager. Der er tankevækkende stof uanset, hvor godt man kender Tysklands omtumlede og voldsomme historie.

Arven efter Hitler, Anette H. Storeide, Informations Forlag, November 2010, 302 sider, Oversat fra norsk af Lars Christiansen.