// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mark Billingham: Blodsbeslægtet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Mark Billingham: Blodsbeslægtet

Skrevet af den 3. marts 2011 – 12:17Ingen kommentarer

Undertitlen på Billinghams roman er ”Politiet stoppede en seriemorder. Nu har han fået en arvtager”. Ergo har vi at gøre med endnu en krimi, hvor plottet er drejet ud fra en seriemorders ugerninger. Når forfatteren (og markedsføringen) vælger dette afsæt, må det være rimeligt at have forventninger om, at bogen giver en ny vinkel, en anderledes måde at gå til et lidt fortærsket emne. For der har været rigtig mange seriemorderkrimier de sidste år.

Billingham har faktisk fundet en overraskende vinkel. Tilfældige mennesker dræbes på grusom vis, deres sidste udånding kommer på indersiden af en plasticpose, men der er absolut ingen sammenhæng mellem ofrene. Intet relaterer dem til hinanden. Og dog – det viser sig, at de er børn af en anden seriemorders ofre. Men forbryderen bag den første serie drab er død i fængslet flere år tilbage. Så går jagten på resten af de første ofres børn. Politiet leder for at beskytte, en anden leder for at myrde.

Det lyder jo egentlig meget godt og spændende, men desværre bliver man ikke rigtig grebet. Der er lange beskrivelser af almindelige menneskers liv i London, man lærer efterforskerne at kende, udfordringerne i deres privatliv blotlægges, mens de jager morderen. Alt sammen godt skrevet, men underligt uvedkommende alligevel. Der sker ganske enkelt for lidt, og det er synd, for Billingham kan sit kram. Det har han bevist i flere af de andre krimier i serien. For mig bliver ”Blodsbeslægtet” et tamt mellemspil, hvor autopiloten er slået til lidt for mange gange.

Mark Billingham, Blodsbeslægtet, Modtryk, Oversat af Allan Hilton Andersen, 2011, 377 sider.